Hvad nu, hvis USA gik all in på håndbold? 'Der ligger et kæmpe potentiale'

Der render mange potentielt dygtige håndboldspillere rundt i USA, hvis landet valgte at satse på sporten, mener flere af de danske spillere.

Man kan mene, hvad man vil om USA, men selvtilliden omkring egne evner i sportens verden har aldrig fejlet noget.

Her har også håndbold stået for skud.

Som NBA-profilen Kyle Lowry, der repræsenterede USA ved OL i 2016, noterede sig, er det også et spil, hvor man 'løber, hopper, skifter retning og smider bolden i et net'.

- Ja, det tror jeg godt, vi kunne finde ud af. Hvor mange penge tjener de?, sagde basketballspilleren i et interview med Washington Post.

I samme artikel påstod USA's nu tidligere håndboldlandstræner, Javier Garcia-Cuesta, at megastjernen Lebron James 'hypotetisk set' nok kunne blive sportens bedste på omkring seks måneder.

Helt så let tror Nikolaj Jacobsen ikke, at amerikanerne kunne erobre verdensherredømmet.

- Jeg har set, at nogle af basketballspillerne tidligere har udtalt, at de ville vinde OL, hvis de lige gav det et par år. Det er jeg meget overbevist om, at de ikke kunne.

- Jeg vil sige det sådan, at selvom de var dygtige håndboldspillere, tror jeg, at vi lige nu kunne slå dem bare ved at putte lidt ekstra harpiks på, fordi det ville de have rigeligt udfordringer med først at lære at spille med, siger Danmarks landstræner.

Men i den danske lejr er man dog overvejende enige om, at lørdagens VM-modstander har store muligheder, skulle håndbold få et folkeligt gennembrud derovre i Guds eget land.

- Der ligger et kæmpe potentiale, siger venstrefløj Emil Jakobsen, som bakkes op af Michael Damgaard.

- De kunne lynhurtigt stable et utrolig dygtigt og kompetent hold på benene, hvis man samlede de dygtige atleter, de har, eller fik det kørt ind på collega-niveau i skolen, siger Michael Damgaard.

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvis man alene kun samlede nogle af andenrangs basketballspillerne og puttede dem ind på en håndboldbane, siger landsholdsspilleren.

Man gad godt se Lebron James spille håndbold?

- Det kunne være rigtig sjovt, eller Shaquille O'Neal (tidligere NBA-stjerne, red.) på stregen.

Shaquille O'Neal (tv.) spillede fra 1992 til 2011 i verdens bedste basketballliga, hvor giganten på 216 centimeter vandt fire NBA-mesterskaber. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix Danmark)

Faktisk forstår fløjspiller Magnus Landin ikke, at amerikanerne aldrig har fået øjnene op for håndbold.

- Jeg er klar over, at håndbold er en lille sport, men jeg tror egentlig, at det har alt, hvad amerikanerne godt kan lide.

Masser af scoringer, fart og fysik. Så forhåbentlig griber de det en dag, siger Magnus Landin.

- Der er masser af atleter i USA, og jeg er sikker på, at der også kunne være gemt nogle håndboldspillere blandt dem.

Kollegaen ovre på højrefløj, Hans Lindberg, er også nysgerrig på, hvad det ville betyde for spillet, hvis USA gik all in. Ville alle bagspillere så pludselig skulle være 210 centimeter høje? Måske.

Han har dog svært ved at se det ske.

- Nu skal jeg passe på med at sige aldrig, men jeg tror aldrig, at håndbold bliver sport nummer et i USA. Så der kan vi ånde lettet op, siger Hans Lindberg.

Samme holdning deler landstræneren, som imidlertid håber, at flere lande - også USA - dypper fingrene i harpiks i fremtiden.

- USA har prøvet det én gang før, hvor det gik lidt i vasken. Nu prøver de igen. Jeg tror, at alle i håndboldverdenen håber, at det bliver godt. USA er en magtfaktor i mange ting, men det er de ikke i håndbold.

Hertil mangler interessen og forbillederne lige nu, vurderer Jacobsen.

- Så jeg har svært ved at se, hvad der skal trække de unge mennesker i håndboldtøjet.

- Vi ønsker alle at få spredt den her fantastiske sport ud til en større del af verden. Det kan være, at USA kan hjælpe med det. Jeg tror ikke helt, at håndbold får fat derovre, men lidt har også ret, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark møder lørdag aften USA i anden mellemrundekamp. De kan du se direkte på DR 1 og DR TV fra klokken 20.00. Du kan også følge kampen på DR.dk eller i 'Liga på P4'.