I en verden uden farver kørte Burgaards mentale batterier død for strøm

Det var alt eller intet, indtil landsholdsspilleren Louise Burgaard i 2016 ramte et mentalt lavpunkt.

Engang var det meget sort-hvidt det hele. Enten trænede Louise Burgaard til hun 'var ved at kaste sine lunger op', eller også trænede hun slet ikke. Det var alt eller intet.

I slutningen af teenageårene og begyndelsen af tyverne var det mere det første end det sidste.

- De største vægte, der lå på mine skuldre, var helt klart mine egne forventninger, siger den danske landsholdsspiller.

- Det hele skulle gå sådan her.

Hun peger opad med hænderne.

Og sådan gik det.

A-landsholdsaktuel som 18-årig i 2011 og slutrundedebut samme år, kåret til verdens bedste unge spiller året efter og dernæst et OL om sommeren.

- Det var egentlig ikke, fordi jeg ikke værdsatte det, men det gik bare så stærkt. Jeg nåede ikke at sætte pris på, at jeg blev udtaget til landsholdet, før jeg skulle sætte pris på, at jeg blev udtaget til VM nogle måneder senere, siger Louise Burgaard.

  • I 2011 fik dengang 19-årige Louise Burgaard slutrundedebut, da hun repræsenterede Danmark ved VM. (Foto: Anders KjæRbye © Anders Kjærbye/Scanpix)
  • Året efter var højrebacken med ved de Olympiske Lege i London. (Foto: Jens Dresling)
1 / 2

Det var med blikket og tankerne rettet stift fremad.

- Jeg var arrogant nok til at tænke efter OL i 2012, at jeg venter med OL-tatoveringen til næste gang.

Louise Burgaard griner.

I dag ser den 27-årige højreback verden i farver. Aktuelt mest de rød-hvide, som hun sidder der foran karrierens ottende slutrunde - et VM i Japan.

- Jeg har en mere afslappet tilgang til det nu. Engang havde jeg nogle mål, jeg skrev ned hvert år, som jeg gerne ville nå. Meget konkret, at jeg ville være verdens bedste. Nu har jeg et andet perspektiv.

- Jeg er stadigvæk den samme, jeg har stadigvæk de samme værdier. Hvis jeg pillede de ting ud, ville jeg ikke være den, jeg er, men nu er det nok mere modificeret. Nuancerne er blevet det væsentligste for mig, siger Louise Burgaard.

Hjemme i sin franske klub, Metz, træner Burgaard ofte to gange om dagen, og så er det altså ikke alle træninger, der behøver at foregå på den store klinge. Ellers springer kæden af. Hun taler af en erfaring.

- Der er dage, hvor man er der og ikke skal være verdens bedste hver gang. Det er nok en af de væsentlig ting i min udvikling. At det ikke er alt eller ingenting hver gang længere, siger hun.

Batterierne kørte død for strøm

Louise Burgaards håndboldhistorie er lidt snørklet, hvis landsholdsspilleren selv skal sige det.

Hun tager igen hænderne til hjælp, laver zigzag-bevægelser.

Som 23-årig havde hun været med til fem senior-slutrunder, vundet EHF Cuppen, DM-guld og VM-bronze.

- Så kan udviklingen ikke blive ved med at gå så eksponentielt, siger hun.

Det er svært at fortryde eller gøre noget anderledes, og det er egentlig heller ikke vildt fedt at skulle snakke om det, siger Louise Burgaard. Om fortiden - da den opadgående kurve stagnerede og senere tog et dyk - for det var hverken sjovt eller rosenrødt.

Landsholdsspilleren ramte en mur i 2016. I FC Midtjylland, Burgaards daværende klub, blev det kaldt 'håndboldfri', da hun i nogle måneder tog en pause. For højrebacken selv var det en nødvendig fod væk fra den speeder, som skosålen i mange år var groet fast til.

- Jeg har det stramt med at kalde det stress. Det er blevet et meget populært ord, men det er også det, der er lidt åndssvagt, fordi det er jo stadigvæk et tabu - specielt i sportsverdenen, siger Louise Burgaard.

- Der er ikke mange håndboldspillere, der har været ude på den måde, jeg har, men hvis du kigger på 'almindelige arbejdspladser' er der mange, som går ned med flaget.

Burgaard har svært ved at huske, hvad hun brugte tiden på under sin nedtur. Der blev sovet en masse, så meget husker hun dog, og så fandt hun stor tryghed hos familie, venner og sin daværende træner, Helle Thomsen. De lyttede, støttede og skærmede, når der var brug for det.

- Batteriet var kørt død for strøm. Det var ikke et valg. Det var ikke sådan, at jeg tænkte 'nu tager jeg en pause'. Der var ikke mere tilbage. Jeg kunne ikke have fortsat, siger Louise Burgaard.

Kæmpede for at overhale skaderne

Ungdom rimer ikke på udødelighed, men det er ofte to ting, der fletter fingre. I hvert fald i tanke og handling. En ukuelig optimisme og usårlighed, som i Louise Burgaards tilfælde både blev udfordret under hendes mentale nedtur, men også da hun trådte tilbage ind på håndboldbanen.

- Jeg havde jo aldrig været skadet. Det kørte jo bare, siger hun.

Kroppen var uenig.

Første troede hun, at det var overtræning. At det fysiske hylster var holdt op med at virke. Hun var træt og bevægelserne langsommere end hun huskede dem.

- Så kom alle overbelastningsskaderne, og det var som om, at de kom forsinket. Hovedet var friskt igen, men så kom der tre år med skader, som gjorde, at jeg var inde og ude af banen igen og igen, siger Louise Burgaard.

Det endte i en konstant halsen efter, hvor hun aldrig følte, at hun kom ordentlig tilbage.

- Det irriterede mig, fordi folk blev ved med at køre rundt i, om jeg ikke var ovenpå mentalt igen. 'Nej, det er min akillessene, nej, det er mit knæ, nej, det er min skulder'.

I et tæt samarbejde med Team Danmarks fysiske træner Line Hovgaard fik Burgaard dog tøjlet kroppen og indhentet skaderne. Og nu har hun det faktisk rigtig godt.

- 7-9-13.

Hun banker under bordet.

- Jeg træner mere håndbold end jeg nogensinde har gjort, og det er jeg sindssygt taknemmelig for, siger Louise Burgaard.

Louise Burgaard modtager instrukser fra landstræner Klavs Bruun Jørgensen under søndagens træning på Okinawa i Japan. (Foto: Emil Halkier DR)

Allerede i sidste sæson, men i særdeleshed efter sit skifte til fransk håndbold i sommer, har landsholdsspilleren genfundet kontinuiteten.

Skaderne er ikke længere en hæmsko, og netop derfor sidder hun i Japan, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Niveauet svingede for meget, og så har der været perioder, hvor Louise var for usikker. Det blev nogle gange lidt for svævende, siger landstræneren.

- Hun er modnet, og bare på det halve år, hvor hun har været i Frankrig, synes jeg, at der er sket mange ting.

Louise Burgaard spiller sin landskamp nummer 100, når Danmark møder Sydkorea i den anden gruppekamp ved VM. I 2015 spillede højrebacken sin A-landskamp nummer 75. Også i nationaldragten er det kørt i zigzag-bevægelser, men det har gavnet hende, mener Klavs Bruun Jørgensen.

- Det tryk og de forventninger, der har været til landsholdet, har været så urealistiske og langt fra skiven, at det har hæmmet os. Det har vi fået styr på nu, og det har Louise også.

- Jeg tror, at det har været sundt, at hun har haft perioder, hvor hun ikke var på landsholdet. At hun har kunnet slappe af og ikke skulle være i det hele tiden, siger landstræneren.

Burgaard føler sig som en af 'de nye gamle' i den nuværende VM-trup. Det kan man godt som 27-årig, når det snart er ni år siden A-landsholdsdebuten.

Dengang med alt eller intet-attitude. I dag med nogle af de samme værdier - træningsiver og målrettethed - men dog i en langt mere afbalanceret dosis.