KARAKTERER Én dansker får topkarakter, mens en anden dumper

Danmark og Kroatien delte i det første opgør i mellemrunden ved VM i håndbold. Bedøm spillerne herunder.

Danmark og Kroatien måtte begge nøjes med uafgjort efter et brag af en kamp i Malmö Arena. (Foto: © Johan Nilsson/Ritzau Scanpix)

Med storsejre på stribe virkede det til, at de danske håndboldherrer manglede modstand i det indledende gruppespil.

Og det var nøjagtig det, som danskerne fik i det første opgør i mellemrunden torsdag aften, hvor kroaterne gav de rød- og hvidklædte danskere kamp til stregen.

Kroatien viste storspil og førte da også i store dele af opgøret, som endda udmundede sig i en firemålsføring i begyndelsen af anden halvleg. De danske håndboldherrer fik knoklet sig tilbage, men måtte alligevel nøjes med uafgjort 32-32, da opgøret blev fløjtet af.

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har igen sat sig for at give danskerne karakterer ovenpå præstationen mod Kroatien. Og her dumper én dansker, mens en anden får topkarakter.

Dyk ned i karaktererne herunder og bedøm selv spillernes indsats.

Niklas Landin: 02

Niklas Landin. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Med rette vil der altid være store forventninger til Niklas Landin, men man må også være ærlig at sige, at den store danske målmand ikke kan stråle i alle kampe.

- Han gik fra opgøret med seks redninger på 32 skud og en redningsprocent på 19. Det ved vi alle, at Niklas Landin kan gøre meget bedre, men han havde svære arbejdsbetingelser, da den danske defensiv havde en dårlig dag på kontoret.

Kevin Møller: 02

Kevin Møller. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Jeg er med på, at Kevin Møller ikke fik mange minutter på banen, men han modtager trods alt syv skud, hvor han magtede at redde et. Det var svære betingelser for Kevin Møller, men en redningsprocent på 14 er ikke til at tage fejl af.

Magnus Landin: 4

Magnus Landin. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Magnus Landin omsatte den ene chance, han fik i første halvleg, men fik derefter ikke meget at arbejde med rent offensivt. Defensivt fik han ikke sat sig igennem og var udfordret i flere situationer. Kom ikke på banen i anden halvleg.

Emil Jakobsen: 7

Emil Jakobsen (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Igen en god kamp fra den springfarlige venstrefløj. En skam han ikke får fat i den sidste bold. Endte dog alligevel opgøret som sikkerheden selv med tre mål på tre forsøg.

Johan Hansen: 10

Johan Hansen (Foto: © Johan Nilsson/TT, Ritzau Scanpix)

- En helhjertet indsats af Johan Hansen, som igen var dejlig effektiv. Gennem hele opgøret viste han sine kvaliteter, og da han ret hurtigt fik scoret fire mål, var han en konstant trussel og en mand, som det kroatiske forsvar tog seriøst. Det trækker op.

Magnus Saugstrup: 4

Magnus Saugstrup. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Kæmpede bravt hele opgøret, men fik aldrig rigtig fat i nogen af enderne, som vi ved, han kan. Modsat de tidligere kampe i turneringen var der usikkerhed i Saugstrups defensive arbejde, og han tabte flere fysiske dueller, end jeg tidligere har set i nogen landskamp.

Lukas Jørgensen: 7

Lukas Jørgensen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Stærk indsats af den unge stregspiller, som viste sit store værd og effektivitet i det danske syv mod seks-spil.

- Det var ikke til at se, at den unge slutrunde spiller sin første slutrunde, for han var effektiv og hårdtarbejdende. Dejligt at se og godt for fremtiden.

Simon Hald: 00

Simon Hald. (Foto: © Attila KISBENEDEK, Ritzau Scanpix)

- Det var en meget skidt kamp af Simon Hald, som ikke på noget tidspunkt i opgøret fandt den rette højde eller balance i sit forsvarsspil. Han skulle have været meget mere hårdfør og agerende, men i stedet overlod han ansvaret til Sipic i mange situationer.

- Jeg er sikker på, at Simon Hald rejser sig til næste opgør.

Mathias Gidsel: 7

Mathias Gidsel. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Jeg har så meget lyst til at give et stort, fedt 12-tal til Mathias Gidsel på grund af den svinske behandling, han fik af de kroatiske spillere. Men indsatsen beretter ikke til mere end et 7-tal.

- Man må være ærlig at sige, at Gidsel blev lidt påvirket af de ufine tricks og den hårde kroatiske linje, men viste trods alt i glimt sin store, offensive styrke.

Henrik Møllgaard: 02

Henrik Møllgaard. (Foto: © Johan Nilsson/TT, Ritzau Scanpix)

- Fandt sig aldrig rigtig til rette imod de fodrappe playmakere Cindric og Karacic. Fik ikke chancen i anden halvleg, hvilket jeg faktisk synes, han skulle have haft. Jeg tror, han havde leveret en bedre indsats, end det, der blev leveret i midterforsvaret.

Mads Mensah: 02

Mads Mensah. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Jeg har sjældent set Mads Mensah så ubevægelig og på hælene i sit forsvarsspil. Han fik slet ikke vundet sine dueller defensivt og var udfordret igennem hele opgøret. Offensivt var der ikke nogle minutter til Mensah i dagens kamp.

Mikkel Hansen: 10

Mikkel Hansen. (Foto: © Johan Nilsson/TT, Ritzau Scanpix)

- Dejlig, effektiv kamp af Mikkel Hansen. Otte mål på ni forsøg, hvoraf seks var på straffe. Samtidig krydret med sit vanlige, store overblik. Og i rollen som playmaker blev det til imponerende syv assists. Stærk indsats.

Simon Pytlick: 12

Simon Pytlick. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Wow, wow, wow. Sikke en mandfolkeindsats. Masser af vilje og rigtige beslutninger. Tog ansvaret på sine skuldre under hele opgøret, hvilket var vanvittig imponerende. Kvitterede med ni scoringer plus seks assist og fortjent kåret til man of the match.

Uden for bedømmelse:

Hans Lindberg, Jacob Holm og Michael Damgaard.

Nikolaj Jacobsen: 4

Nikolaj Jakobsen. (Foto: © Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix)

- Den danske landstræner kom på arbejde i dagens kamp og måtte række dybt i værktøjskassen for at hente et uafgjort resultat hjem. Han holdt fast i syv mod seks spillet, hvilket var en god beslutning på en svær offensiv aften.

- Defensivt prøvede Nikolaj Jakobsen mange forskellige formationer og arbejdede både med offensive og defensive løsninger i defensiven. Der var ikke noget, der lykkedes på en dag, hvor den danske defensiv var på hælene mod Kroatien.

Gennemsnit: 5,3

De danske herrer kom samlet op på en gennemsnitlig karakter på 5,3.