Kig på 'Kiko': 17-årigt supertalent er allerede komplet og imponerer ved VM

Francisco 'Kiko' Costa er kun 17 år, men allerede med til VM.

Portugals Francisco 'Kiko' Costa skulle kun bruge 48 sekunder, før han havde tørret halgulvet så grundigt med Ungarns Adrián Sipos, at den stakkels, ungarske stregspiller fik rødt kort i det indledende gruppespil ved VM.

De fleste ville måske have gestikuleret eller smidt om sig med sprogtidsler, men Sipos lignede en, der hurtigt erkendte sit nederlag, da han skuffet spankulerede ud på bænken.

Tometermanden fra Ungarn er næsten dobbelt så gammel som Francisco 'Kiko' Costa, der slutrundedebuterer ved dette mesterskab.

Og i dette splitsekund lignede han også en, der var mindst dobbelt så langsom, da han desperat forsøgte at få fingrene i den lille, drillende purk fra skolegården, der kan prale af en titel som en af håndboldens allerstørste talenter.

Se episoden, hvor Francisco 'Kiko' Costa tørrer Adrián Sipos og fremtvinger et rødt kort:

De hurtige facts om Francisco 'Kiko' Costa lyder; 17 år, højre back og med et svirp i venstre håndled, der får håndbolden til at ligne et kuglelyn.

Der er ikke ret meget andet at sige end 'bravo', fortæller Christoffer Bonde, der står på mål for Skjern Håndbold.

Vestjyderne mødte Francisco 'Kiko' Costa og Sporting CP i EHF European League to gange kort før jul, hvor den unge portugiser hakkede bolden i mål ti gange.

Francisco Costa har scoret ti mål til VM indtil nu. (Foto: © Johan Nilsson/TT, Ritzau Scanpix)

Han er helt vild

Første gang den unge Francisco 'Kiko' Costa fik plads bragede han bolden op under overliggeren, erindrer Christoffer Bonde, som kun lige nåede at tænke: 'Wow okay, han kommer med noget'.

- Jeg mindes ikke at have set andre håndboldspillere på 17 år, der er så gode. Han er helt vild i forhold til sin alder.

- Han er vanvittigt hurtigt på fødderne. Han har en sindssyg skudafvikling, og han er god i sine dueller. Allerede nu vil jeg sige, at han er en meget komplet håndboldspiller, selvom han kun er teenager, siger han.

Francisco 'Kiko' Costa kom på All Star-holdet ved U/19-EM i 2021 og U/20-EM sidste sommer, hvor han også blev topscorer.

Han har derfor allerede sømmet sit navn fast i toppen af europæisk ungdomshåndbold, men den unge Costa har tilsyneladende heller ikke nogen udfordring med at spille seniorhåndbold.

Derfor forudser Christoffer Bonde også, at Francisco 'Kiko' Costa inden længe er at finde i en af Europas allerstørste klubber, for allerede nu er han tæt på umulig at stoppe, selvom du har en plan for, hvordan det skal ske.

- Vi var alle sammen godt klar over, hvem han var, inden vi mødte Sporting CP. Men han er bare for vild, siger han.

Adrián Sipos tænker sandsynligvis det samme.

Du kan se Francisco 'Kiko' Costa og Portugal spille deres første kamp i mellemrunden, når de møder Brasilien klokken 15.30. Opgøret kan ses på TV2 Sport.