Vi kan vist lige så godt lære navnet at kende med det samme, for Mathias Gidsel slog i den grad - i slutrundesammenhæng - sit navn fast fredag aften.
Ti mål i sin første slutrundekamp taler sit helt eget sprog, og derudover viste den 21-årige GOG-spiller glimrende evner i kontraspillet og som assistmager i Danmarks 34-20-sejr mod Bahrain.
Den fantastiske første halvleg resulterede i syv mål på otte forsøg og ros fra assistentræner Henrik Kronborg i pausen.
- Det (Gidsels spil, red.) har været rigtig godt. Kontramæssigt har det jo set rigtig stærkt ud. Hans løb og hans fart og tempo i krydsspillet har været rigtig fint, siger han.
Også DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen havde store roser til unge Gidsel.
- Det er kompetencer, der ikke har været der (på højrebacken, red.) i meget lang tid.
Med de ti mål bliver Mathias Gidsel desuden den spiller, der har scoret flest mål i sin slutrundedebut nogensinde. Den tidligere rekordindehaver var Lars Christiansen, der scorede otte mål i sin slutrundedebut ved VM i 1995 mod Rumænien.
Og Gidsel præstation blev selvfølgelig også kronet med titlen som kampens spiller.
Se alle Gidsels perler i videoen øverst i artiklen. Herunder kan du se højdepunkter fra opgøret på et minut.