Landsholdets mentale skraldespand: 'Det er en opgave, jeg gerne tager på mig'

Med en coaching-uddannelse i bagagen, kan Lasse Svan bidrage med andet end mål i den danske lejr.

(Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT © Scanpix)

Jojo. Hvis Danmark skal have succes ved VM i Egypten, kræver det at Mikkel Hansen brillerer i den danske offensiv, mens Niklas Landin agerer levende mur i det danske mål.

Men også uden for banen er det vigtigt med spillere, der tør tage ansvar og hjælpe med at guide truppen gennem corona-bobler og tomme haller, så det danske landshold forhåbentligt når sikkert i havn med VM-pokal og hele pivtøjet. Håndbold er - trods alt - først og fremmest en holdsport.

Og mens 21-årige Mathias Gidsel først lige er braget ind i de danske håndboldhjerter, skal man bare en enkelt plads til højre i den danske opstilling, for at finde en af de spillere, som er et af omdrejningspunkterne uden for banen i den danske VM-lejr.

Lasse Svan Hansen har nemlig set og vundet det meste, og den erfaring er han forpligtet til at give videre til de knap så erfarerne landsholdsspillere.

- Jeg fungerer bedst, når den gruppe jeg er i, fungerer godt. Så derfor gør jeg også meget ud af, at gruppen fungerer godt, siger Lasse Svan om den danske trup.

At Lasse Svan Hansen har været med på det danske landshold i en menneskealder, er måske en overdrivelse.

Men at Mathias Gidsel blot var fire år gammel, da den 37-årige højrefløj debuterede på landsholdet tilbage i 2003, sætter alligevel tingene i relief.

16 års forskel er der på 37-årige Lasse Svan og 21-årige Mathias Gidsel, der udgør den danske højreside. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Siden er mange bolde blevet loppet i kassen, og Lasse Svan har været med til at bringe både EM, VM og OL-guld til Danmark. Men det er ikke kun erfaringen fra de 221 landskampe i rødt og hvidt som landsholdsveteranen kan bringe ind i den danske trup.

Ved siden af håndboldkarrieren har Svan nemlig også taget en coaching-uddannelse, som kan gøre nytte på det danske hold.

- Jeg kan godt lide at hjælpe folk med de udfordringer, de måtte gå rundt med, så det er en opgave, jeg gerne tager på mig, siger Lasse Svan.

Og man må forvente at der er nok at snakke om når et helt landshold med spillere, trænere og stab er spærret inde på et hotel i Kairo under en hel slutrunde.

- Det kan være en holdkammerat, der ikke har spillet en god kamp og stadig hænger lidt med hovedet ved aftensmaden. Så går jeg lige over og hører om alt er i orden. Og så vender vi det måske på fem minutter, og så er alt godt igen. Og oftest skal der jo ikke mere til, siger Lasse Svan.

Står klar med åbne arme

Men danske Flensborg-spiller er også klar over, hvad hans fremmeste opgave er under slutrunden. Nemlig at gøre VM-kampene til et mareridt for manden i modstanderens mål. Derfor er rollen som mental skraldespand da heller ikke noget, som Svan tvinger ned over holdkammeraterne.

- Folk har hver deres måde at tackle tingene på, og jeg skal jo heller ikke være ham der spørger ind til det hele, hele tiden. I øvrigt fungerer coaching jo heller ikke, hvis begge parter ikke er indstillet på det, konstaterer Lasse Svan.

Ikke desto mindre er Svan altid klar med et lyttende øre, hvis der er brug for det. Og med en coaching-uddannelse og godt 17 års landsholdserfaring, kan der meget vel blive brug for Svans åbne arme, når landsholdets knap så rutinerede spillere møder modstand.

- Jeg håber alle ved, at de har en at snakke med, hvis de går og tumler med noget, siger Lasse Svan.

Facebook
Twitter