Ni landsholdsspillere har GOG i blodet: Talentfabrikken på Sydfyn har opfostret nogle af verdens bedste

Lige under halvdelen af det danske VM-landshold har rødder i den sydfynske klub GOG.

Spørgsmålet er det samme til Niklas Landin, Mikkel Hansen og landstræner Nikolaj Jacobsen:

Hvor mange på landsholdet, tror du, har spillet i GOG?

- Det har 99 procent, jo, siger Landin med et smil.

- Oh, ja. Hvor lang tid har jeg til at tælle? er svaret fra Nikolaj Jacobsen, mens Mikkel Hansen kommer med det mest præcise bud.

- Uden at tælle dem, der er her, så har i hvert fald halvdelen spillet der.

Det er tæt på. Ni ud af de 20 spillere i VM-truppen har været forbi Gudme på Fyn, hvor ligamandskabet GOG holder til. Ti i alt, hvis også landstræner Nikolaj Jacobsen bliver talt med i statistikken.

GOG vil være Danmarks bedste talentfabrik, lyder én af tre visioner i klubben, og hvis man tager et kig på VM-truppen og tidligere landsholdsstjerner, så er den vision ikke helt utopi.

Mikkel Hansen, Niklas Landin og Lasse Svan kan nævnes fra den nuværende trup, mens tidligere landsholdsspillere som Joachim Boldsen, Anders Eggert og Søren Stryger også har fået en stor portion håndboldopdragelse i det sydfynske.

Og så er der selvfølgelig den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, der i adskillige år spillede i den gule GOG-trøje, inden han i 1998 skiftede til THW Kiel i den tyske Bundesliga. Når kalenderen ikke dikterer en VM- eller EM-slutrunde med landsholdet, så bruger han stadig meget tid i Gudme.

Nikolaj Jacobsen vandt tre DM-titler med GOG - i 1992, 1995 og 1996. (Foto: Lars K. mikkelsen © Ritzau Scanpix)

Som træner for både et u13-drengehold og et u19-pigehold bruger han fire-fem dage om ugen i hallen, hvor han selv har fået sin håndboldmæssige opvækst.

- Jeg holder meget af klubben og miljøet. Jeg synes, det er en fantastisk klub med et yderst godt sammenhold. Også at den er gennemsyret af en vindermentalitet. Når man er der, så er man der for at præstere, siger Nikolaj Jacobsen.

Vindermentaliteten har i GOG udmøntet sig i syv danmarksmesterskaber på herresiden siden indtrædelsen i den bedste række i 1986. Senest blev det til sølv i 2019/2020-sæsonen, og så har klubben været med til at opfostre tre af verdens bedste.

Mikkel Hansen fik tildelt prisen som verdens bedste håndboldspiller i 2011, 2015 og 2018, mens Niklas Landin fik prisen i 2019. Samme år som Nikolaj Jacobsen blev kåret til verdens bedste træner.

Mikkel Hansen omfavner målmand Niklas Landin efter en Champions League-kamp for GOG tilbage i 2008. (Foto: Lars Poulsen © Ritzau Scanpix)

Fantastisk talentfabrik

Men med tre af verdens bedste, ni spillere på det nuværende landshold samt en landstræner, der bruger fire-fem dage om ugen på at træne ungdomshold, hvad er det så lige den sydfynske klub kan?

- Det er en fantastisk talentfabrik, hvor man helt sikkert også er klar til at tage det videre fra talent, synes jeg. Man er dygtig til at forme spillerne og gøre dem klar til at komme videre derfra. I manges tilfælde udlandet, siger Mikkel Hansen og tilføjer:

- Det var et fantastisk sted at komme ned og et virkelig fedt miljø at være en del af. Jeg kom ned til et miljø, hvor alle ville det lige så meget som mig selv.

Den danske landsholdsmålmand, der spillede fire år i GOG fra 2006 til 2010, fremhæver åbenheden i klubben, hvor der altid har været plads til en masse forskellige karakterer.

- Det er en god klub, som tillader mange forskellige typer spillere. Man føler sig virkelig værdsat. Derfor er der mange, tror jeg, der udvikles dernede.

- De har et godt miljø, som jeg tror, der er rigtig mange spillere med ambitioner, som gerne vil være en del af.

Ambitioner har også klubbens yngste generationer, der er lige så meget værd som ligaholdet. Niklas Landin fortæller, at det i klubben er ligegyldigt, om man er u14-spiller eller ligaspiller. Og det er både på godt og ondt.

- Man klædte jo om samtidig (ungdoms- og ligaspillere, red.). Jeg kan huske, at der var nogle af u12- og u14-spillerne, der lige fik svinet Thomas Mogensen og Jakob Green til ude i omklædningsrummet for deres seneste kamp. Det var jo sådan, det var, siger Niklas Landin med et smil.

Emil Jakobsen har spillet på GOG's ligahold siden 2016. Nu har den tyske storklub Flensburg fået øjnene op for talentet, som skifter til sommer. (Foto: René Schütze © Scanpix)

Den nye generation

Slutrundedebutanterne Emil Jakobsen og Mathias Gidsel er for unge til at kunne huske Thomas Mogensen, Niklas Landin og Mikkel Hansen i GOG-omklædningsrummet, men begge har de været en del af GOG’s ungdomsafdeling og senere også ligaholdet.

Det er de to nyeste skud på talentfabriksstammen, og mens 21-årige Mathias Gidsel har kontrakt med GOG indtil sommeren 2022, så skifter 22-årige Emil Jakobsen GOG ud med den tyske traditionsklub Flensburg til sommer. Det nyeste bevis på den sydfynske talentfabriks succes.

Emil Jakobsen kom til klubben som 13-årig, mens Mathias Gidsel i 2015 som 15-årig troppede op på idrætsefterskolen i Oure, der har en tæt tilknytning til GOG. Efterskolen har ifølge Nikolaj Jacobsen haft en stor betydning for talentarbejdet.

Mathias Gidsel har været en del af GOG's ligahold siden 2017. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

- Der er ingen tvivl om, at GOG i deres samarbejde med Oure har sat sig tungt på ungdomsdelen i Danmark og er førende der. Det afføder jo, at man kan få en masse talenter op på det bedste hold, siger landstræneren.

Selvom det er over ti år siden, at Mikkel Hansen har haft sin daglige gang i GOG, så kan han sagtens genkende kulturen i klubben igennem de to nye landsholdsspillere.

- Man kan se kulturen og DNA'et, der er i klubben, som er kendetegnet for unge spillere, der tror på sig selv. Det kan jeg meget godt lide.

- Man kan jo godt lidt se sig selv i nogle af tingene. Ung dreng, lidt kæk, men træner godt, går til den og har fået en god håndboldopdragelse, siger Mikkel Hansen.

Og noget tyder på, at der ikke er meget, der har ændret sig, siden Landin og Hansen var en del af ligaholdet, for Emil Jakobsen nikker genkendende til mange af de rutinerede herrers betragtninger.

- Det er en vild kultur, man møder dernede. Det er helt unikt. Alle kender alle, og der er et megafedt sammenhold. Man bliver bare mødt med åbne arme og budt velkommen alle steder, siger han

GOG er dog ikke den eneste danske klub, der har haft en god portion af danske landsholdsspillere i stalden. De seks spillere Mads Mensah, Simon Hald, Henrik Møllgaard, Nikolaj Læsø, Magnus Saugstrup og Benjamin Jakobsen har alle spillet i Aalborg Håndbold. De fire sidstnævnte er endda en del af den nuværende Aalborg-trup.

De 15 spillere, der har spillet for enten GOG eller Aalborg Håndbold, og resten af det danske landshold skal i aktion fredag, når Bahrain venter. Den kamp kan ses fra klokken 20.00 på DR1.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter