Om fem dage starter jagten på VM-succes: Her er tre ting Danmark skal have styr på i generalprøven

DR Sportens håndboldekspert Camilla Andersen kommer her med tre danske fokuspunkter i weekendens forpremiere til VM.

Danmark skal bruge weekendens to testkampe mod Ukraine til at få styr på de sidste detaljer inden VM i december. (Foto: (c) Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)

Ventetiden er snart ovre.

Om fem dage skal en lille udvalgt skare af de bedste danske håndboldkvinder spille første kamp ved verdensmesterskabet i Spanien. Drømmene er store, og ambitionerne lige så.

For at stå knivskarpt og have de bedste forudsætninger når slutrunden fløjtes i gang, skal Jesper Jensens hold derfor teste formen af i to opgør mod Ukraine henover weekenden.

Men hvad er det helt præcist, de danske spillere skal have ud af de to træningskampe mod det østeuropæiske hold?

DR Sportens håndboldekspert Camilla Andersen kommer her med tre fokusområder, som kan sikre en optimal forberedelse til VM i Spanien.

Kemien skal på plads

Mie Højlund kan det uventede. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

De danske spillere var sidst samlet i begyndelsen af oktober. Derfor skal de to kampe mod Ukraine bruges til at finde tilbage i landsholdsrytmen inden den første VM-kamp.

Danmark møder Tunesien, Congo og Sydkorea - tre modstandere, som landsholdet formentlig vinder komfortabelt over, og derfor skal Jesper Jensen forberede sine spillere på at kunne håndtere favoritværdigheden. Sådan lyder vurderingen fra Camilla Andersen.

- Det kan være svært at koncentrere sig kampen igennem, hvis modstanderen er enormt dårlig. Derfor handler det om at tanke selvtillid, og der skal være et flow i det offensive spil. Det må ikke være svært at score mål.

- Mie Højlund bliver vigtig. Hun kan gøre det uventede og afgøre kampene med sine hurtige ryk mod forsvaret, siger Camilla Andersen.

At det netop er Ukraine, de danske kvinder skal teste formen af i mod, passer derfor ganske glimrende, vurderer håndboldeksperten.

- Man skal spille mod Ukraine, hvor Danmark er kæmpe favoritter. Sådan er det også ved de tre første kampe til VM, så Danmark skal kunne vise, at de kan vinde den slags kampe overlegent, siger Camilla Andersen.

Forsvaret skal stå snorlige

Line Haugsted stopper norske Nora Mørk. Den danske forsvarsspiller bliver grundstammen i Jesper Jensens defensiv. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Jo færre mål, der går ind på Sandra Toft, desto større er chancen for at nå langt.

Det skal være mantraet for Jesper Jensen og co., mener Camilla Andersen. Derfor vil landstræneren uden tvivl bruge kampene mod Ukraine til at sikre et godt samarbejde mellem forsvarskæden og Toft.

- Et godt forsvar kan også sætte kontraangreb i gang og være afgørende i offensiven.

- Jesper Jensen vil hurtig finde sin grundstamme med Line Haugsted som en central figur. Jeg er spændt på, om han vælger Kathrine Heindahl eller Rikke Iversen. Han vil helt sikkert teste nogle forskellige formationer og konstellationer, vurderer Camilla Andersen.

Undgå skader

Hvis Danmark skal hente medaljer, bliver Sandra Toft afgørende i målet, mener Camilla Andersen. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Danmark skal komme ud af weekenden med en masse selvtillid - men vigtigst af alt undgå skader. Jesper Jensen råder over en stærk trup, men den kan blive betydeligt svækket, hvis uheldet skulle være ude på bestemte positioner, forklarer Camilla Andersen.

Det gælder blandt andet Anne Mette Hansen og Line Haugsted, der er vigtige brikker i henholdsvis angreb og forsvar. Den vigtigste spiller står dog inde i målet.

- Først og fremmest må der ikke ske noget med Sandra Toft, som er vores sidste skanse. Skal Danmark gøre sig forhåbninger om at vinde medaljer, skal vi have en verdensklassemålvogter. Sandra Toft skal spille godt, og hun er den vigtigste spiller, understreger Camilla Andersen.

Danmark møder Ukraine lørdag klokken 14 og igen søndag klokken 16. Begge opgør kan følges på TV2.

FacebookTwitter