Roberts kone så et jobopslag på Facebook, og nu er svenskeren landstræner for USA

USA’s svenske håndboldlandstræner Robert Hedin og resten af det amerikanske mandskab møder Danmark i aften kl. 20.30.

Robert Hedin og USA har to kampe tilbage ved VM i håndbold i Sverige og Polen. (Foto: © MIKAEL FRITZON, Ritzau Scanpix)

Hvordan får man egentlig et job som landstræner?

Svaret vil i de fleste tilfælde nok være, at man bliver scoutet og vurderet til at have nok erfaring og ekspertise, hvorefter man bliver tilbudt jobbet.

Men når Danmark i aften går på banen i Malmö med USA i den anden ende af halgulvet, er landstræneren på den amerikanske sidelinje ikke blandt de tilfælde.

For da svenske Robert Hedin fik jobbet som landstræner for det amerikanske landshold tilbage i 2018, skete det ifølge den 58-årige svensker på ganske forunderlig vis.

- Det var faktisk min kone, der så, at de søgte efter en landstræner på Facebook. Hun skrev til mig: ’Det skal du søge’. Det gjorde jeg, og så fik jeg faktisk jobbet, siger Robert Hedin til DR Sporten.

- Der er et stort potentiale, men der er også et stort arbejde at gøre. Vi taler om et forbund, der har 1.000 medlemmer, siger Robert Hedin om håndbold i USA. (Foto: © Johan Nilsson/TT, Ritzau Scanpix)

Et svært job

Med trænererfaring fra blandt andet Aalborg Håndbold, den tyske Bundesliga og det norske landshold, har Robert Hedin en hel del oplevelser fra livet som håndboldtræner.

Og her er jobbet som landstræner for USA en særligt besværlig størrelse, fordi amerikanere generelt ikke ved meget om sporten, fortæller svenskeren.

- Der er så få spillere i USA, hvilket gør det svært at finde spillere, der har niveau til det, vi drømmer om. Derfor har vi fundet de fleste af vores spillere i Europa, som har dobbelt statsborgerskab, siger Robert Hedin.

- På den måde har vi hele tiden kunne tage spillere ind, fordi der pludselig kommer nogen og siger: ’Jeg kender ham og ham med amerikansk pas ude i verden’.

Særligt det amerikanske high school-liv gør det svært for håndbolden at få fodfæste, fordi de fleste unge spillere bliver sendt i retning af de store, nationale sportsgrene som hockey, basketball eller amerikansk fodbold.

Og det gør det svært at få en amerikaner til at blive en stjernespiller i håndbold, fortæller svenskeren.

- De fleste af spillerne kan vi først fange som 18-årige, når de går på college. Og jeg har ingen tro på, at vi kan tage en på 18 eller 20 år og gøre ham til en ny Mikkel Hansen eller Simon Pytlick. Det er helt umuligt, siger Robert Hedin.

- Derfor skal vi fange dem på high school, så vi kan bygge dem op som 14-årige. Men at få det til at ske kommer til at tage lang tid. Fodbolden i USA har for eksempel været ved at blive etableret i 40 år. Så der er lidt vej endnu.

I videoen herunder kan du se, hvordan det så ud, da USA vandt deres første kamp ved VM nogensinde, da de slog Marokko med 28-27.

’Det bliver en fantastisk oplevelse’

Alligevel er det ikke uden drømme, at svenskeren har takket ja til jobbet som landstræner for USA. For særligt én begivenhed stikker ud som helt store ambition for det amerikanske landshold og er grunden til, at Hedin i 2018 valgte at søge jobbet på Facebook.

- Det er en stor motor, at der er OL på hjemmebane i 2028. Det er derfor, der er det her projekt. Det betyder rigtig meget, siger Robert Hedin.

Og til at blive klar til OL i 2028 skal Robert Hedin og de amerikanske håndboldlandshold tage ved lære af oplevelser som opgøret mod Danmark.

Derfor er det et opgør, som Robert Hedin og resten af USA-mandskabet ser frem til, når de i aften skal stå over for de danske håndboldherrer i et propfyldt rød- og hvidklædt Malmö Arena.

- Det bliver en fantastisk oplevelse for alle. Også for mig. Vi skal møde verdens bedste hold, og de har en stor chance for at vinde VM. Når vi samtidig har de rammer her, så bliver det ikke større. Det bliver sjovt.

Og så håber Robert Hedin og det amerikanske landshold på, at de i aften kan drille de mægtige danskere, når de løber på banen. Og kan de dét, så tror de også på, at de kan få noget med fra deres allersidste opgør i slutrunden, når de skal i aktion igen på mandag for sidste gang ved VM i 2023.

- Det bliver en stor test at spille mod Danmark i aften. Og kommer vores ting til at fungere mod Danmark, så fungerer de nok også mod Belgien. Det garanterer jeg dig for, siger Robert Hedin.

Opgøret mellem Danmark og USA kan ses på DRTV eller DR1 fra kl. 20.00, hvor vi begynder optakten. Husk, at du også kan høre kampen live på DR P4 og på DR Lyd-appen eller følge med på DR.dk.