Sidst landsholdet var i Cairo blev de rullet til cubanske cigarer: 'Vi kunne mærke sablerne blive trukket i formiddagspressen'

Forventningerne var store, men det danske håndboldlandshold røg ud på røv og albuer, da der senest var VM i Egypten.

(Foto: Ernst van norde © Scanpix)

- Du skal i øvrigt ta' og gi' Ian Marko Fog et kald. Han var anfører dengang, og det nederlag tog virkelig hårdt på ham.

Med den bemærkning slutter Lars Krogh Jeppesen samtalen, hvor omdrejningspunktet har været VM-slutrunden i Egypten i 1999, og i særdeleshed ottendedelsfinalen mod Cuba.

En samtale, hvor selve Cubakampen i detaljer ikke rigtig toner frem hos den tidligere landsholdsspiller, men hvor vendinger som 'de var vanvittigt hurtige', 'det kom som en overraskelse' og 'totalt nedbrud i anden halvleg' gentagende gange bliver taget i brug.

Og så behøver man ikke se den kamp, for at kunne gætte, at ottendedelsfinalen blev en sand Cubakrise for det danske landshold.

Et dansk herrelandshold som i slutningen af 90’erne levede i skyggen af kvinderne, der høvlede medaljer hjem til dansk håndbold, mens herrerne hoppede fra den ene fiasko til den anden.

Så det var i den grad et herrelandshold, med en rygsæk fuld af skuffelser, som steg af flyet i skyggen af pyramiderne med forventningerne om, at de denne gang skulle vise, at når man nu spillede i både tyske og spanske storklubber, så kunne man også skabe resultater ved en slutrunde.

Slutrunden var da også karrierens foreløblige højdepunkt for Lars Krogh Jeppesen, som dengang lige havde snørret skoene til sin håndboldkarriere.

20 år, student, slutrundedebutant og med en ubekymret dagligdag i nordsjællandske Team Helsinge. Langt fra landsholdets udenlandsproffer som Lars Christiansen, Nikolaj Jacobsen og anfører Ian Marko Fog.

Og det kom da også som lidt af et chok for holdets Benjamin, da han på første parket overværede den gamle landsholdsgarde bearbejde endnu en slutrundeskuffelse.

- Momentet i omklædningsrummet efter Cuba-kampen er nok noget af det, som står stærkest i hukommelsen fra den slutrunde. Hvordan folk bare sad og græd.

- Når du er 20 år, så gør det altså indtryk at se dine idoler sidde med tårerne trillende ned ad kinderne og falde fuldstændig sammen, siger Jeppesen, som var holdets yngste under slutrunden i 1999.

Lars Krogh Jeppesen (i midten) forsøger at bearbejde skuffelsen efter nederlaget til Cuba i VM-ottendedelsfinalen. På venstre side sidder Klavs Bruun Jørgensen, mens Lars Christiansen skyller skuffelsen ned på den modsatte side. (Foto: POULSEN LARS)

Og falde sammen, det gjorde det danske landshold. Efter pauseføring på 14-13, ramlede det hele i anden halvleg, og cubanerne rullede danskerne til cigarer og vandt kampen 32-24.

Kom det som en overraskelse, at de var så gode?

- Ja, det gjorde det. Altså vidste godt, at de havde nogle dygtige spillere, men vi så os selv som favoritter, og selvfølgelig skulle vi slå Cuba. Det gjorde vi bare ikke, smågriner Jeppesen.

- Vi havde jo nogle spillere, som havde været igennem en del skuffelser med landsholdet, og i løbet af anden halvleg hang der nok lidt en 'Åh nej, ikke igen' over holdet, så for dem, som havde været med i lang tid, var det virkeligt et kæmpe slag i hovedet.

En af dem, som havde oplevede de foregående års skuffelser med landsholdet var Ian Marko Fog, og da VM i Egypten bliver bragt på banen, er det da også et 'haha' efterfulgt af 'altså det var jo lidt et mareridt', som er den umiddelbare reaktion.

Så er tonen ligesom slået an. VM i Egypten var bestemt ikke en god oplevelse for den rutinerede landsholdsanfører.

Forventningerne op til slutrunden var ellers store. Bevares. Landsholdet havde ikke præsteret noget nævneværdigt i mange år, men tegningerne til noget stort var der. Godt nok blev indledende gruppe endestationen ved VM på Island fire år tidligere, men havde man slået Frankrig i næstsidste gruppekamp, så havde historien måske været en anden.

- Vi taber jo kun med en enkelt til franskmændene, som ender med at blive verdensmestre, lyder det fra Ian Marko Fog, som også lige når at få knyttet en kommentar til Danmarks manglende deltagelse ved VM to år tidligere.

- Som jeg husker det, var kvalifikationspuljen rimelig brutal, men vi spillede faktisk noget godt håndbold.

Så selvom resultaterne måske ikke rimede på succes til den kommende slutrunde, så var stemningen på landsholdet i top.

- Da vi tager afsted mod Egypten, føler vi ikke, vi er så langt fra topnationerne. Forventningerne var ret store til, at vi kunne levere et godt resultat, lyder det fra Ian Marko Fog, som udover at bære anførerbindet på landsholdet, gjorde det samme i den tyske bundesligaklub Gummersbach.

Så da ottendedelsfinalen havde Cuba på menuen, slikkede det danske håndboldpublikum sig om munden. Chancen for en VM-kvartfinale havde aldrig været større. 'Men' afbryder Ian Marko Fog.

- Cuba var altså ikke så dårlige, som de blev gjort til. Jeg hørte ofte i tiden efter slutrunden folk spørge; 'Hvordan kunne i tabe til Cuba?', men de havde altså flere spillere i europæiske topklubber, så Cuba lød måske eksotisk i håndboldøjemed, men de kunne godt spille håndbold.

Ja, det kunne de nemlig. Faktisk en del bedre end danskerne. Og måske også en del bedre end Ian Marko Fog umiddelbart husker det.

- Taber vi ikke med en fire-fem stykker?

Otte faktisk!

- Nå for pokker. Men jeg kan huske, at vi falder helt sammen i anden halvleg, og vi kunne mærke sablerne blive trukket hjemme i formiddagspressen.

Elleve minutter! Så lang tid var der mellem to danske scoringer i midten af anden halvleg, og så bliver pauseføringen på én vekslet til et ydmygende nederlag på otte, og det sender stemningen i omklædningsrummet helt i bund.

- Det var en forfærdelig følelse. Der var flere, inklusiv mig selv, som sad og græd. Den største skuffelse var nok, at os med rutinen ikke havde leveret. Det var et gigantisk chok, og jeg tror, folk havde svært ved at forholde sig til, at vi kunne ryge ud til Cuba.

Christian Hjermind (til venstre) lægger en arm om Ian Marko Fog på vej hjem fra ottendedelsnederlaget til Cuba. Begge spillere havde oplevet flere nedture med landsholdet, så de vidste, hvad der ventede i pressen. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Skuffelsen var enorm. Spillerne hang med hovederne. De var endnu engang ramt på stoltheden, og som holdets anfører, tog nederlaget ekstra hårdt på Ian Marko Fog, som efter slutrunden bare måtte væk.

- Jeg tog til New York nærmest lige efter vi var landet i Danmark. Vi fik vi jo lov at høre for nederlaget, da vi kom hjem. Vi blev sablet ned i pressen, og med rette, så jeg havde bare brug for at komme lidt væk.

- Jeg tror det tog et halvt år, før jeg havde fået bearbejdet nederlaget, og som anfører måtte jeg også tage min del af skraldet, derfor er det nok det værste moment i min landsholdskarriere.

- Jeg havde jo lykkelig glemt det, så det er dejligt, at der bliver revet lidt op i det, giner den tidligere anfører.

Cuba blev endestationen for Danmark, som for gud ved hvilken gang måtte rejse hjem fra en slutrunde med håndboldnæbene skrabende hen ad jorden.

Og det kan godt være at det nuværende VM i Egypten ripper op i gamle sår for nogle af de spillere, som var med tilbage i 1999, men det kan lige så vel være med til at hele sårene, som måske ikke er så store, som de først så ud til.

- Når jeg kigger tilbage på den slutrunde, så var vi ikke i nærheden af at kunne presse de store nationer. Vi lå jo lidt under for kvinderne i den periode, og drømte også om medaljer, men skal jeg være helt ærlig, så havde vi jo ikke holdet til en topplacering, siger Ian Marko Fog i bagklogskabens klare lys.

En holdning Lars Krogh Jeppesen deler når han husker tilbage på en slutrunde, han aldrig glemmer.

- Ja, vi taber til et cubansk landshold, som man efterfølgende så havde nogle rigtig dygtige spillere. Det blev udlagt som om, Cuba var dårlige, men det var de jo ikke. Det var fandme et godt hold. Men ja, en ærgerlig afslutning, og det er nok den slutrunde jeg har været med til, som jeg husker bedst. Indtrykkene efter den kamp var bare vilde.

Cuba vinder ottendelsfinalen 32-24, men i kvartfinalen møder de overmagten. De svenske landshold sender Cuba hjem med et 26-33-nederlag. Svenskerne ender i øvrigt med at nappe VM-guldet efter finalesejr over Rusland på 25-24. (Foto: Kim Agersten)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter