Tirsdag brast den amerikanske VM-drøm for danske Nicolai: 'Det er slet ikke til at bære'

Nicolai Weber skulle have spillet VM i håndbold for USA, men tirsdag trak holdet sig.

Det amerikanske landshold kort inden 18 spillere blev testet positive for coronavirus.

Slået på målstregen.

I flere måneder har 20-årige Nicolai Weber kæmpet for at klemme sig med i USA's trup til VM i håndbold, og i december lykkedes den unge danskers mission.

Med et dobbelt statsborgerskab og kyndige evner på håndboldbanen blev den unge koldinggenser efter videoauditions og træningsssamlinger stukket en VM-billet i hånden.

I december besøgte DR Sporten Nicolai Weber.

Tirsdag, dagen inden afrejse, blev den dog afbestilt, da hele 18 spillere fra USA's trup blev testet positive for coronavirus under holdets træningslejr i Vejen.

Blot få timer senere trak USA sig også fra slutrunden, mens spillere, der ikke var testet positive, begyndte at rejse hjem.

For Nicolai Weber er 'hjem' kun godt 20 minutter væk fra Vejen, men lige nu er han stadig i isolation på sit værelse, efter han selv testede positiv.

- Jeg er selvfølgelig knust. Det er slet ikke til at bære. I dag har jeg bare stirret ud af vinduet - jeg har ikke rigtig noget i hovedet. Det er virkelig deprimerende, siger Nicolai Weber, der dog ikke har givet op på drømmen om at komme til at repræsentere USA som håndboldnation.

Nicolai Weber er lige nu i isolation i Vejen.

- Jeg har gjort op med mig selv, at det her ikke er sidste omgang for USA fra min side. Det har givet mig så meget, jeg kan bruge fremadrettet, og så venter der jo flere slutrunder i fremtiden, siger den unge fløjspiller, der til daglig spiller på Koldings 2. divisionshold.

Har stirret ud af vinduet

Alle spillerne og staben på det amerikanske landshold havde leveret negative test de første dage på træningslejren, men så blev langt størstedelen af holdet testet positiv mandag aften.

Tirsdag morgen blev de så alle testet igen, men svaret var det samme.

- Da jeg fik det at vide, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg var tom, og der gik rigtig meget igennem hovedet på mig. Jeg var sindssyg ærgerlig, og det er først her til morgen, da jeg vågnede, at det er gået op for mig, hvad det betyder. Hele morgenen har jeg bare ligget og stirret ud af vinduet og ikke rigtig lavet noget, siger Nicolai Weber.

Nu står den på isolation i Vejen, hvor holdet var på træningslejr, for Nicolai Weber og resten af de spillere, der er blevet testet positiv. Og det er en kedelig tilværelse, at ligge isoleret på et hotelværelse.

- Det er lidt tomt og ensomt og gråt. Alle kender vel efterhånden det at være i karantæne. Det gør det heller ikke bedre. Det er surt og kedeligt.

Nu er der ikke andet for Nicolai Weber at gøre end at vente på, at han er negativ igen. Selvom skuffelsen over at misse slutrunden selv er stor, betyder det ikke, at han ikke skal se med.

- Selvfølgelig skal jeg se noget håndbold, og det glæder jeg mig da også stadig til. Jeg holder med de danske drenge, selvfølgelig, og så håber vi, at de flækker de andre. Men det bliver ikke, som man havde håbet, at se det herhjemme. Man havde håbet på, selv at skulle spille, siger Nicolai Weber.

Verdensmesterskabet i håndbold begynder onsdag, hvor værterne fra Egypten spiller åbningskamp mod Chile. Danmarks første kamp ved slutrunden er fredag mod Bahrain.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter