Tjekkiet trækker sig fra VM i håndbold: Nordmakedonien deltager i stedet

Det tjekkiske landshold har efter et udbrud af coronavirus valgt at trække sig fra VM.

Tjekkiets Tomas Cip ses her juble. (Foto: Antonio Bronic © Scanpix)

OPDATERET KLOKKEN 22.16. USA HAR OGSÅ MELDT AFBUD.

Verdensmesterskaberne i herrehåndbold bliver uden Tjekkiet på deltagerlisten. Det bekræfter det tjekkiske håndboldforbund på et virtuelt pressemøde her til aften.

Det sker som et følge af, at den tjekkiske trup har været ramt af coronavirus. Beslutningen blev truffet tidligt mandag eftermiddag, fortæller forbundet.

Nyheden bekræftes også i de tjekkiske medier Sport.cz og Lidovky.cz.

Tjekkiet skulle være rejst til Egypten tirsdag, men valgte i første omgang at udskyde deres afrejse til onsdag, da de positive test begynde at komme ind.

Efter at have gennemgået alle holdets test, er det nu besluttet, at holdet slet ikke skal afsted til Egypten, da kun fire spillere ville få en tommelfinger opad, hvis de forsøgte at rejse ind i værtslandet.

Skuffelsen er enorm

På det virtuelle pressemøde fikTjekkiets assisterende landstræner, Daniel Kubes, også lov at svare på, hvordan holdet havde modtaget nyheden om, at de ikke skulle til VM.

- Skuffelsen var enorm. I går troede vi, at vi kunne rejse. Men situationen er meget alvorlig, og vi bliver nødt til at acceptere, at en det er vilkårene med en aflysning, siger han.

Det vides endnu ikke, om Det Internationale Håndboldforbund kommer til at straffe Tjekkiet for det sene afbud.

Men selv hvis der skulle blive udskrevet en bøde eller givet en anden sanktion, så er det fortsat den rette beslutning med et afbud, siger Jaroslav Chvalny, der er præsident i Tjekkiets håndboldforbund.

- Spillernes sundhed kan ikke gøres op i penge, siger han blandt andet på pressemødet.

Tjekkiet var senest til VM i 2015. Her blev de en delt nummer 18. (Foto: Ognen Teofilovski © Scanpix)

Kort efter valgte IHF at give Tjekkiets plads til Nordmakedonien.

Tjekkiet skulle have mødt Sverige i deres første kamp ved VM. Det opgør skulle være spillet torsdag.

Også USA har mandag valgt at trække sig fra slutrunden. Schweiz har overtaget deres plads.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter