Verdens vildeste håndboldmøde gentager sig: Lasse Svan husker tilbage på kaosset i Kairo

Mandag står Danmark endnu engang overfor Egypten ved VM. Vi husker tilbage på vanvidskampen i 2021.

Inde i midten af rundkredsen står Lasse Svan Hansen. Vi befinder os i Kairo, og den danske højrefløj har netop sendt Danmark i VM-semifinalen efter sin scoring på det afgørende straffekast i kampen. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany / POOL, Ritzau Scanpix)

Den 27. januar 2021 stod det danske herrelandshold i håndbold overfor Egypten i en af historiens måske vildeste VM-kvartfinaler.

Kampen havde nerver, tårer og spænding til det sidste, og efter to gange forlænget spilletid og straffekastkonkurrence trak danskerne det længste strå.

I aften står landsholdet igen overfor Egypten, og Lasse Svan, der spillede hele kampen i 2021 på Danmarks højrefløj, er ikke i tvivl om, at egypterne sagtens kan presse danskerne til det yderste endnu engang.

Det fortæller Lasse Svan i DR's daglige sportspodcast Tyvstart.

- De har været meget overbevisende indtil videre og de har en fantastisk fysik, som er svær at matche. Så jeg tror helt sikkert, Danmark får sit at se til, siger Lasse Svan.

Det bliver dog en kamp, hvor Danmark forinden vil have et psykisk overtag, vurderer han.

- Kampen i 2021 sidder helt sikkert mest i egypterne. Jeg har af og til kontakt til min gode ven Ahmed El Ahmar. Der er ikke noget, de har mere lyst til end at slå Danmark. Samtidig er de klar over, at vi er deres onde ånd, og de kommer ikke nemt forbi os, siger Lasse Svan.

Men selvom aftenens opgør nemt kan gå hen og blive en interessant omgang, bliver det næppe lige så vildt som i 2021.

- Det, der beskriver det bedst, er jo nok, at der er lavet en dokumentar om håndboldkampen. Det, tror jeg ikke, er sket før, eller kommer til at ske igen, fortæller Lasse Svan.

Herunder kan du læse, hvordan Lasse Svan husker kaosset i Kairo.

'Vi havde kampen i vores hule hånd'

Efter et uafgjort resultat i den ordinære spilletid og med et minut tilbage af den forlængede spilletid scorer Lasse Svan til en dansk to-målsføring.

- Da den går ind, er jeg sikker på, at vi kører den hjem. Egypterne kommer op i angrebet og spiller faktisk stille og roligt, så jeg har en god fornemmelse.

- De scorer så i min side, og jeg tænker: Skulle jeg have gjort mere? Men arh, den er jo hjemme. Der er 25 sekunder tilbage, vi har bolden og fører med én. Det burde ikke kunne gå galt, husker den nu 39-årige mentalcoach.

Da Lasse Svan scorede til 34-32 tænkte den danske højrefløj, at semifinalen var i hus, men lige vidste han om, hvad den nærmeste fremtid ville bringe af århundredes håndboldkamp. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Ritzau Scanpix)

Herefter skal danskerne egentlig bare have tiden til at gå. Bagkæden bestående af Mikkel Hansen, Mads Mensah og Mathias Gidsel kaster bolden stille og roligt rundt, så dommerne hæver armen for passivt spil.

Mikkel Hansen ser til, mens de egyptiske spillere jubler over en sen udligning i den ordinære spilletid i kvartfinalen mellem Danmark og Egypten ved VM i 2021. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Ritzau Scanpix)

Uret runder 69:57, da fløjten lyder for passivt spil. I samme sekund kaster Mikkel Hansen en aflevering ned til Lasse Svan.

Det takseres til, at Mikkel Hansen forsøger at kaste bolden væk, selvom den var på egyptiske hænder. Det betyder rødt kort til bagspilleren og et straffekast til Egypten.

En gave fra danskerne.

- Vi havde den kamp i vores hule hund og det var ikke nogen fed fornemmelse at de fik en ekstra chance. Da Mikkel så får rødt kort, er det ikke de mest positive tanker der flyver igennem hovedet, fortæller Lasse Svan.

Miraklet i Kairo

Egypten scorer på straffekastet og sender en spand kold vand tanket direkte fra Nilen lige i hovedet på danskerne.

Så hvordan samler et rutineret og erfarent dansk hold sig op til to gange fem nye minutter i ekstra tid?

- Det gør vi jo heller ikke. Men Niklas (Landin red.) gør. Han redder jo alt. Vi scorer ikke i anden halvleg af forlænget, men Niklas redder alt, fortæller højrefløjen.

Niklas Landin i det danske mål stod en fantastisk kamp, da Danmark mødte Egypten i kvartfinalen ved VM i 2021. Mandag står Niklas Landin og det danske landshold over for Egypten igen, når førstepladsen i mellemrundens gruppe fire skal findes. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Scanpix Denmark)

Danskerne har bolden i det absolut sidste angreb af den anden folængede spilletid og kan ikke finde vej gennem det egyptiske forsvar. Med to sekunder tilbage på uret får Mathias Gidsel tilkæmpet sig et frikast, som han selv skynder sig at samle op for at fyre afsted i et desperat forsøg på en scoring.

Og så tonser en egyptisk forsvarspiller ud i Mathias Gidsel og forstyrrer frikastet.

- Det var en kæmpe gave, fordi hvis gidsel skulle skyde 10 frikast med de egyptere foran sig, så havde han alligevel ikke scoret på nogen af dem.

- Den, han laver, er mere tåbelig, end den Mikkel laver. Egypteren springer frem i Gidsel. Det ved alle, man ikke må. Slet ikke inden for de sidste 30 sekunder. Så giver det jo rødt kort. Der må være et eller andet, der er brændt sammen oppe i hovedet på ham, siger Lasse Svan.

Akkurat ligesom situationen i første forlængede spilletid udløser det et straffekast. Magnus Landin kaster bolden i kassen og kampen i straffekastkonkurrencen.

Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen havde det hårdt på bænken, da Danmark mødte Egypten i kvartfinalen i 2021. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Associated Press)

"Du får lov til at afgøre det, min ven"

- Møllgaard 3, Øris 4, og så får du lov til at afgøre det min ven, siger Nicolaj jacobsen, da skytterne skal udpeges.

Det er Lasse Svan, som landstræneren kalder 'min ven'.

Højrefløjen og landstræneren havde på det tidspunkt opbygget et venskab, der måske ikke er helt normalt mellem spiller og træner.

- Han synes vel, han kunne stole på mig. Det var i hvert fald min overbevisning.

Med det mentale skulderklap 'min ven' går Lasse Svan fuld af selvtillid ned mod straffekastlinjen. Måske for meget selvtillid, for valget af afslutning indebar en stor portion frækhed.

- Jeg havde en helt klar ide om, hvad jeg gerne ville. Jeg skulle ned og lave en skruebold.

Egyptens Yehia Elderaa var ikke til at trøste efter Danmark slog Egypten ud af VM for to år siden. I morgen jagter Yehia Elderaa og Egypten revanche mod Danmark for det nederlag, der hjemsøger dem. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany / POOL, Ritzau Scanpix)

Forinden havde Niklas Landin reddet to straffekast, mens Nikolaj Øris havde brændt sit straffekast. Hvis Lasse Svan scorede, gik Danmark videre.

- Da jeg kommer ned til linjen, stiller målmanden sig frem, og der kan jeg se, at han stiller sig rigtig meget over til min venstre arm. Og jeg synes ikke, det er en god ide at lave den skruebold, for der er ikke plads til det.

Her de så: de femten spillere og landstræner Nikolaj Jacobsen, der oplevede en af håndboldhistoriens mest vanvittige kampe fra banen (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Scanpix Denmark)

I stedet vælger Lasse Svan det sikre valg. Han skyder hårdt, og så kan de fleste nok godt huske, hvad der skete. Bolden ryger sikkert i kassen, og hele holdet løber ned for at tiljuble højrefløjen.

- Det er jo ikke noget, jeg tænker på inden, hvordan jeg skulle juble. Jeg havde en ide om, at jeg skulle løbe ned til de andre, men da jeg vender mig om, kan jeg se, de er på vej. Jamen nå okay, så bliver jeg stående her, erindrer Lasse Svan.

Om det ender med dansk sejr igen i aften kan du finde ud af klokken 20.30, når kampen mod Egypten går i gang. Du kan følge her opgøret her på dr.dk og i Liga på P4.

Tyvstart