Verdensklassemålmand med ild i øjnene: Holdkammeraterne er vilde med Sandra Tofts skideballer

Sandra Tofts holdkammerater kender hendes iltre temperament, og de er begejstrede over målvogterens heftige skideballer.

Sandra Toft er dedikeret og hidsig, når hun går på banen. Og holdkammeraterne elsker det. (Foto: CHARLY TRIBALLEAU © Scanpix)

Hun har været Danmarks største profil hidtil ved VM i håndbold.

Og mod Frankrig i fredagens alt-eller-intet-opgør viste Sandra Toft stor verdensklasse. Og stort temperament.

Spørger man den danske målmands kolleger, er Sandra Tofts flammende øjne og verbale øretæver med til at gøre både hende selv og holdet bedre.

Se højdepunkter og klasseredninger fra opgøret mellem Danmark og Frankrig i videoen herunder.

Stregspiller Sarah Iversen forklarer:

- Hun er en målmand, som klart og tydeligt fortæller, hvad hun vil have. Og det kan jeg godt lide at arbejde med. Man ved, hvad hun forventer og forlanger, og det gør det lettere at dække op. Hun er tydelig omkring, hvem hun vil have til at skyde, og hvem der skal lukkes helt ned for.

- Nærmest hver gang man kommer ned i forsvaret, kan hun sige: ”Husk nu, at nummer to gerne må skyde, nummer elleve skal absolut ikke skyde, og med nummer syv har du selv ydersiden.” De ting, man selv skulle huske, husker hun for én, siger Sarah Iversen.

’Hun skal bare råbe og skrige af os’

Stregkollegaen Stine Bodholt er enig i skudsmålet: Tofts mange kommandoer gør forsvaret bedre. Og det gør ikke noget, at kommunikationen i kampens hede får én over nakken.

- Hvis du ikke lige er der, skal du nok få en skideballe, og det synes jeg er fedt. Det tænder alle os andre, når Sandra står og råber nede bagved: ’Kom nu, for helvede’.

Hør holdkammeraterne sætte ord på Sandra Tofts temperament i videoen her:

- Hun ved, at jeg kan mere, eller at min holdkammerat kan mere, så det er jo ikke personligt. Det er bare, fordi hun har så stor tro på sit forsvar.

- Jo mere hun råber og skriger og er i den zone desto bedre. Der ved man bare, at hun præsterer helt fantastisk. Hun skal bare råbe og skrige af os – vorherre bevares! Vi kan klare det alle sammen, siger Stine Bodholt.

Ild i øjnene

Landsholdets målmandstræner, Michael Bruun, peger på Sandra Tofts fysiske niveau som én af nøglerne til hendes aktuelle succes. Småskavankerne er væk, og det giver de bedste forudsætninger for, at hendes kvaliteter i kassen kommer til udtryk.

- Hun er en vinder og en fornøjelse at arbejde sammen med. Hun er rigtig dedikeret og teknisk dygtig. Hun er god til at overholde aftaler og forstå spillet. Hun placerer sig godt, og det giver altså redninger.

Sandra Toft stod over landsholdets sidste træning før Frankrig-kampen grundet et riv i lysken. Den skade så ikke ud til at hæmme den danske målvogter, der stod en brandkamp. (Foto: Bo amstrup)

- Hun rammer det rigtige spændingsniveau, og når hun har ild i øjnene, er hun bare en dygtig målmand – én af de bedste i verden.

- Jeg har ikke fornemmelsen af, at hendes temperament er ved at kamme over. Hvis du gerne vil vinde, skal du have noget temperament og vildskab. Og hun vil vinde.

Hovedpersonen selv er klar over, at hun kan høres, når hun træder ind på en håndboldbane. Og det har hun ikke tænkt sig at ændre på.

Hør Sandra Toft sætte ord på sin vindermentalitet og vildskab i videoen herunder.

- Jeg ved, at jeg kun er god, når jeg har mit temperament. Og det ved mine holdkammerater også.

- Det kommer helt naturligt. Det er ikke noget, jeg skal tænde for. Lige så snart kampen er i gang, er jeg oppe at køre, siger Sandra Toft.

Om hendes vildskab og vindermentalitet kan hjælpe til dansk sejr over Norge, kan du følge søndag, når Danmark spiller første kamp i mellemrunden. Kampen kan ses på DR1 fra klokken 12 og høres i Liga på P3.