VM's første kæmpeoverraskelse: Sydkorea chokerer og slår Frankrig

Frankrig viste store svaghedstegn og tabte til Sydkorea, mens også Holland led et overraskende nederlag.

Der skulle ikke gå mange timer fra, at VM i kvindehåndbold blev skudt i gang, før den første overraskelse fandt sted.

Frankrig, som er blandt favoritterne til titlen, fik nemlig et ordentligt slag på selvtilliden, da Sydkorea højst overraskende vandt med 29-27.

Sydkoreanerne var undervejs i anden halvleg oppe at føre med fire mål, men Frankrig fik med fire hurtige mål udlignet, og så lignede det, at franskmændene, som er favoritter i Danmarks gruppe, ville løbe afsted med sejren.

Men Sydkorea svarede igen, og med tre minutter tilbage var føringen oppe på fire mål på ny, og det kunne Frankrig denne gang ikke hente.

Dermed er der åbnet op for Gruppe B, der nu ikke længere har en oplagt favorit til førstepladsen.

Også Holland skuffede

Sydkoreas sejr var ikke den eneste overraskelse i lørdagens formiddagskampe.

Det stjernebesatte hollandske hold tabte nemlig klart til Slovenien. Hele seks mål vandt slovenerne med efter at have ført med et enkelt mål ved pausen. 32-26 lød cifrene på.

Esbjergs Estavana Polman blev hollandsk topscorer med fem mål, men hun nåede også at brænde syv gange, og det var medvirkende til, at Holland ikke vandt.

Til gengæld sejrede Spanien sikkert mod et afbudsramt rumænsk hold, mens det også blev til sejre til Rusland, der besejrede Kina og Ungarn, der slog Kazakhstan.

I rundens sene kampe vandt både Danmark, Sverige og Norge planmæssigt, og det gik ud over henholdsvis Australien, Congo og Cuba.