Wilbek vil hjælpe frivillige ledere

Ulrik Wilbek kommer nu de frivillige fra konkursboet i Virum/Sorgenfri Håndboldklub til undsætning. Landstræneren vil stifte en fond, som kan hjælpe med at betale en eventuel erstatning.

Ulrik Wilbek (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Ulrik Wilbek kommer nu de frivillige bestyrelsesmedlemmer fra konkursboet i Virum/Sorgenfri Håndboldklub til undsætning. Landstræneren vil stifte en fond, som kan hjælpe de trængte ledere med at betale en eventuel erstatning.

Ni frivillige ledere fra den daværende bestyrelse i Virum/Sorgenfri håndboldklub er af byretten blevet pålagt at betale 350.000 kroner til lønmodtagernes garantifond og told og skat efter klubbens konkurs i 2002.

Sagen er anket, men bliver lederne dømt igen er Wilbek klar med støtte.

- Jeg har tænkt mig, at i det øjeblik, der falder en dom, hvor de eventuelt skal betale, at starte en eller anden form for indsamling. Jeg vil helt klart prøve at stå i spidsen for, at vi kan få indsamlet nogle penge til de her mennesker, sådan så de ikke skal betale af egen lomme, siger Ulrik Wilbek til DR Sporten.

Skulle de frivillige ledere blive dømt frygter Wilbek konsekvenserne for håndboldsporten.

- Det vil ramme håndbolden på den måde, at en lang række bestyrelsesmedlemmer eller kommende, potentielle bestyrelsesmedlemmer ville trække sig. Så vil der ikke være nogen til at tage ansvaret, og så risikerer man at tingene langsomt falder fra hinanden.

Facebook
Twitter