Wilbeks exit: Offer for sin egen magtkamp

Et håndboldikon er blevet skilt fra sporten efter mere end 25 års parløb. DR-program zoomer ind på legenden, der skrev dansk håndbold ind i historiebøgerne.

Billedet her viser en 29-årig Ulrik Wilbek, der har sin fjernsynsdebut i 1987. I tirsdags forlod han dansk håndbold og stillingen som sportschef.

- Nu kan man ikke udstede garantier om sådan noget, men jeg er stensikker på, at Wilbek aldrig vender tilbage til dansk håndbold, siger Morten Stig Christensen, direktør i dansk håndboldforbund i DR-programmet 'Wilbeks Exit'.

Ulrik Wilbeks kompromisløse engagement har gjort ham til den mest succesfulde træner og magtfulde sportschef i dansk håndbold.

Men har også kastet ham ud i utallige konflikter med nogle af sportens største stjerne.

Konflikter der til sidste skabte så meget uro i medierne, at han i denne uge måtte sige farvel til håndbolden.

Guld-rusen dampede hurtigt af

Der gik ikke mere end halvanden uge efter det historiske OL-guld til herrelandsholdet i Rio de Janeiro, før Ulrik Wilbek havde annonceret sin opsigelse.

Hans opførsel under OL fik guld-rusen til at dampe hurtigt af, da han blev mistænkt for at forsøge at få landstræner Gudmundur Gudmundsson fyret.

Og den negative opmærksomhed og uro blev for meget for Wilbek, der sagde sin stilling som sportschef op.

- Så står man der midt i, som det moderne hedder, en shitstorm. Den har jeg ikke rigtig kunne se mig selv ud af. Der er kommet nogle ting frem, der stiller min person i et lys, så jeg ikke synes jeg kan fortsætte mere, siger han til Ritzau om sin opsigelse.

Som sportschef var Wilbek med til OL i Rio de Janeiro og efter et par sejre oplever holdet det første nederlag.

Kort efter holder Wilbek møde med seks af spillerne på holdet.

- Hvilket ikke er passende under en slutrunde, siger Lars Krogh Jeppesen, tidligere landsholdsspiller i programmet 'Wilbeks Exit'.

Umydiggjorde landstræneren

Ifølge Jeppesen er det en måde, at umyndiggøre landstræner Gudmundur Gudmundsson, der ikke deltager i mødet.

Wilbek har afvist at fortælle, hvad der præcist blev talt om, men holdets anfører og målmand, Niklas Landin, var med til mødet og siger:

- Som ved mange andre slutrunder havde vi jo også møder i trupen, hvor vi også fik snakket om ting, som vi måske kunne gøre anderledes for, at vi kunne levere bedre på banen. Og det fik vi gjort til sidst, hvor Gudmundur begyndte at lytte til os og vores idéer, siger han til DR.

Ifølge DRs oplysninger taler sportschefen og spillerne om, om Gudmundur er den rigtige mand på posten. Men Wilbek afviser, at han selv har forsøgt at få landstræneren fyret.

Kommentar var 'helt i skoven'

Dagen inden finalen i Rio blev Wilbek interviewet om landstrænerens evner, og hans svar indikerede, at Gudmundur ikke imponerede:

- Hvis man bare kiggede på resultaterne, så var Gudmundur jo blevet fyret for længst. Men der er mange parametre i det her, siger Wilbek i et interview med Ritzau.

Og det er ikke i orden at sige sådan lige finalen, siger Lars Krogh Jeppesen, der mener kommentaren var ’helt i skoven’.

- Jeg ved, det er noget, der virkelig bragte spillernes pis i kog - for at sige det på godt dansk, siger siger han til DR.

Gudmundur blev indsat som landstræner i 2014, og trods vaklende resultater de første år, kan han prale af at have ført de danske håndboldherrer til sejr i en OL-slutrunden - for første gang nogensinde.

Dagen efter sejren holder mestrene et afslappet pressemøde. Men trods guldmedaljer vil sportschefen ikke love Gudmundur fremtiden som landstræner.

En legende takker af

Hos Dansk håndboldforbund står nu et tomt kontor uden Ulrik Wilbek. Men hylderne og håndboldshistorien er fyldt med aftryk efter hans engagement.

Wilbek gjorde blandt andet kvindehåndbold populært blandt danskerne og har i gennem et helt liv ført både dame- og herrelandshold til de største triumfer.

Der har aldrig været tvivl om hans passion for sporten blandt spillere og kollegaer, selvom hans grænseløse engagement har også kostet konflikter af de helt store.

- Det er da bedre at have en træner, der er voldsomt engageret og ender i konflikter end det omvendte. Så jeg tror ikke vi ville have nået de resultater i de år, hvis der ikke var opstået de helt naturlige spændingsfelter, der nu er på et hold af top-egoister, siger Camilla Andersen, tidligere landsholdsspiller.

Selvom det stadig står uklart, hvad der præcist skete i Rio de Janeiro, så er der ingen tvivl om Wilbeks arv til dansk håndbold.

- Ulrik Wilbek har en kæmpe stor andel i, hvad dansk håndbold er i dag, siger Morten Stig Christensen, direktør i dansk håndboldforbund, til DR.

Wilbek meddelte i januar 2016, at han stiller op som borgmesterkandidat i Viborg for Venstre til kommunalvalget 2017.

Facebook
Twitter