Håndbolden føler sig glemt: 'Dem, der råber højest, får deres ting igennem'

Hos DIF kan man ikke forstå, hvorfor sporten stort set er udelukket i den nye politiske genåbningsplan.

Håndboldkampe bliver fortsat uden tilskuere. (Foto: René Schütze © Scanpix)

Forsamlingsforbuddet hæves, al idræt for børn og unge åbnes og Danmarks fodboldherrer kan se frem til yderligere rød-hvid opbakning i Parken under EM til sommer.

Udfaldet af den næste genåbningsfase mødes af smil flere steder, men hos DIF er man overrasket over, at sporten bliver spist af med en placering i en fodnote i den nye genåbningsplan.

- Vi skal ikke lægge skjul på, at vi er meget overrasket og forbløffet over at udelukke sporten for tilskuere lige udover fodbold. Sporten ligger i en fodnote i den politiske aftale, hvor de går strammere til det end eksperter, som også har været stramme, siger direktør i DIF, Morten Mølholm, til DR Sporten.

- Vi kan simpelthen ikke forstå, hvordan det kan være, at sporten pludselig er udelukket for det her. Det er ikke kun håndbold, som bliver rigtig hårdt ramt. Det er også udendørs sport, hvor man kan diskutere, hvorfor pokker det bliver udelukket, når man åbner for biografer og teatret.

Også i den professionelle del af håndboldsporten er der tydelig skuffelse og frustration.

For mens teatrer, spillesteder og andre 'kulturaktiviteter' fra torsdag kan lukke op til 2.000 tilskuere ind i sektioner á 500 personer, må håndboldklubberne fortsat holde dørene lukkede.

Det forstår Kasper Jørgensen, direktør i GOG og formand for håndboldens divisionsforening, ikke.

- Det gør mig rasende og apatisk samtidig, siger Kasper Jørgensen til DR.

Han og klubberne havde gået med et spirende håb om, at de også ville blive tilgodeset i aftalepartiernes rammeaftale. I herreligaen er slutspillet lige nu igang, mens dameligaen tager tilløb til årets semifinaler.

- Vi må lægge pres på politikerne. Det ser ud til, at det er det, man skal. Vi har taget tingene stille og roligt i divisionsforeningen og er gået forhandlingens vej, men det tyder på, at dem, der råber højest - fodboldklubber og restauranter - får deres ting igennem, siger Kasper Jørgensen.

- Det må vi også overveje, om vi skal. Råbe højt og søge overskrifter i medierne, siger han.

Aalborg Håndbold og Henrik Møllgaard spiller 13. maj kvartfinale i Champions League mod Flensburg-Handewitt på hjemmebane. Den kamp bliver uden tilskuere. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Direktøren i håndboldens Divisionsforening, Thomas Christensen, deler Kasper Jørgensens skuffelse. Han har svært ved at se fidusen i argumenterne.

- De haller, hvor vi har arrangementer den næste måned, er topmoderne haller med masser af plads og udluftningsanlæg, siger Thomas Christensen til DR Sporten.

I genåbningsaftalen hedder formuleringen, at det gælder 'spillesteder, teatre og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter'.

Tolker du det sådan, at håndbold ikke opfattes som en kulturaktivitet?

- Sådan kan man kun læse det. Da vi i efteråret blev skilt fra fodbold med argumentet om, at der er forskel på indendørs og udendørs idræt, var vi ærgerlige over det, men tog det til efterretning. Nu føler man, at man er ingenting. Jeg ved godt, at alt er forskelligt, men det er biografer og koncertsteder også. Vi må være blevet glemt mellem ministerierne, siger direktøren i håndboldens divisionsforening.

Thomas Christensen mener, at den professionelle del af håndboldsporten i efteråret viste, at den godt kunne håndtere afviklingen af kampe med 'trygge' tilskuere og 'uden smittetilfælde'.

- Jeg ved godt, at man i denne periode har været ude for mange nye ting, hvor hele brancher blev fjernet fra landkortet, men nu er der én mere, der er tæt på. Og når man samtidig sidder og kæmper med kompensationsordninger, der er stillet i udsigt for næsten lige så lang tid siden, uden at klubberne har set en krone endnu, så føler man sig lille i et stort spil, siger Thomas Christensen.

Der skrues op for antallet af EM-tilskuere

Næste fase af genåbningen træder som sagt i kraft på torsdag, men læser man videre i den politiske aftale, fremgår det, at der lægges op til flere rød-hvide roligans i Parken til EM-slutrunden end først antaget.

Fra 14. juni hæves antallet af tilskuere i sektioner nemlig fra 500 til 1.000 for alle arrangementer omfattet af ordningen. Med nationalarenaens størrelse betyder det i alt 15.900 tilskuere, og det gør direktør i DBU, Jakob Jensen, til en glad mand.

- Det at vi kan få tusindvis af tilskuere til en historisk idrætsbegivenhed i Parken, der kan give endnu mere fest og fællesskab og en endnu bedre fodboldoplevelse, gør det naturligvis til en glædens dag for mig.

- Desuden anbefaler vi i ekspertgruppen, at man senere i maj kigger på situationen og måske kan vi få endnu flere ind, fortæller Jakob Jensen til DR Sporten.

- Vi håber, at så mange som overhovedet muligt kan komme ind at se kampene i Parken, siger Jakob Jensen, direktør i DBU, til Ritzau. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der kommer altså godt med mennesker i Parken, men udenfor i det øvrige ganske land er det endnu uvist, hvor man mennesker der må samles.

- Vi har jo planlagt at lave fanzone, storskærmsarrangementer og alt muligt andet, og der er de muligheder, der ligger i den politiske aftale ikke så gode, som vi havde håbet. Men nu vil vi gå i dialog med ministerierne om, hvad vi kan gøre, siger Jakob Jensen.

'Coronapasset er en sten i skoen'

Hos DGI, hvor man arbejder med at styrke motion og breddeidrætten i Danmark, er der naturligvis glæde at spore hos landsformand Charlotte Bach Thomassen, der mener, at den nye genåbningsaftale er et skidt den helt rigtige retning.

Organisationen står for over 6.400 idrætsforeninger med 1,6 millioner medlemmer, og de er især glade for, at aftalen åbner op for indendørs idræt i alle aldersgrupper.

- Nu har vi fået de voksne med, og det er enorm vigtigt. Vi må nu samle op til 25 personer indendørs, og det giver kun håb for masser af aktivitet på tværs af generationer.

- Desuden glæder jeg mig over, at vi kan lave sommerferieaktiviteter med overnatning for børn og unge over sommeren, siger Charlotte Bach Thomassen til DR Sporten.

DGI er glade for at børn og unge igen kan samles til breddeidræt. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Alle uanset alder kan altså komme i gang med deres indendørs idræt fra d. 6. maj, dog kun hvis man kan fremvise et coronapas. I den nye aftale står der, at voksne skal have coronapas, når de deltager i indendørs idræt, men ”pligten til at påse, at kravet om coronapas er opfyldt pålægges i samarbejde med sektorpartnerskabet”.

Og lige den detalje er noget, der nager formanden hos DGI, da det en stor administrativ opgave.

- Det er klart coronapasset, som er den store sten i skoen. Vi havde allerhelst set, at vi havde undgået det og yderligere kontrolsnak i de frivillige foreninger, siger Charlotte Bach Tomassen.

- Konsekvenserne ved at have nogle meget rigide regler omkring kontrol af coronapas, hvor ansvaret i den grad bliver lagt over på frivillige og foreninger, kan jo være, at voksenidrætten ikke åbner, som intentionen er i aftalen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk