Har 10.000 skakspillere snydt? Populær hjemmeside har smidt ’voldsomt mange’ ud

Også danskere er blevet taget i at snyde online.

Dansk Skak Union har svært ved at opdage det, når spillere har installeret intelligente skakcomputere. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Coronakrisen har betydet, at skakspillere over hele verden har måttet rykke deres sportsgren online. Men for rigtig mange, er det blevet lidt for fristende at snyde sig til flere ranglistepoint ved at installere computerprogrammer, der kan regne det bedst mulige træk ud.

Senest har den populære skakhjemmeside chess.com udelukket 10.000 brugere den seneste måned for at bryde ’fair play-reglerne’.

Og hvis den term skal oversættes til noget mere konkret, så er det relativt ligetil, siger Arild Rimestad, der er ansvarlig for onlineskak i Dansk Skak Union.

- Det er uden tvivl folk, der har snydt, siger han og fortsætter:

- Det er et voldsomt højt tal. Jeg har være inde for at se tallet, og jeg tænkte bare: ’Vor herre bevares!’.

Chess.com har ikke oplyst, hvordan de 10.000 brugere er fundet, men der kan blandt andet være tale om dårlige spillere, der bliver ved med at slå meget bedre spillere, mens de konsekvent laver træk, der er så gode, at de kan betragtes som værende usandsynlige, lyder forklaringen fra Arild Rimestad der dog samtidig ikke vil udelukke, at der er blevet ryddet ud i en masse snydere på samme tid hos chess.com.

Danskere er også taget i snyd

Snyderiet er også nået til skaksporten i Danmark.

Uafhængige kilder bekræfter over for DR Sporten, at skakspillere her hjemme også er blevet taget i at snyde.

Senest skete det under det officielle DM i lynskak, der blev afholdt for et par måneder siden. Spilleren indrømmede efterfølgende selv, at han havde forsøgt at skyde genvej til gode resultater.

Det var en ærgerlig, men også uundgåelig episode, mener Arild Rimestad.

- Det er som doping i anden sport. Snydeprogrammer går hånd i hånd med onlineskak. Det er utroligt svært at opdage, siger han.

Faktisk kan det være nærmest umuligt at finde ud af, hvem der har installeret de intelligente skakprogrammer på deres computere.

Derfor er det også svært for Dansk Skak Union at eliminere snyderiet, siger Arild Rimestad.

- Vi skal i hvert fald lade være med at arrangere turneringer i onlineskak med lang betænkningstid. For det er noget, der vil friste flere til at snyde. Og bare én snyder ødelægger en hel turnering.

Med længere betænkningstid følger nemlig også større mulighed for at sætte computeren i gang med at udregne de bedst mulige træk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk