Hvorfor er vi besat af managerspil? Mesteren Mikkel finder ’ro og fordybelse’ ved at jagte den næste vidunderdreng

Mikkel Enemark er få sæsoner fra at have slået verdensrekorden i at spille Football Manager.

Der er nok at vælge imellem. Tre klik med computermusen, og der er frit valg i en buffet af skydespil, racerspil og spil, hvor drager eller dæmoner skal bekæmpe det gode eller onde.

Markedet er fyldt med computerspil, der slås om at stjæle både opmærksomhed og kærlighed fra folk. Men i en verden af muligheder har det virtuelle fodboldmanagerspil Football Manager alligevel ramt noget helt rigtigt.

Den 16. marts kunne BBC fortælle, at rekordmange sad foran computerskærmene for at jagte succes på computerens grønne græstæppe.

Jeg var selv en af dem den dag. For jeg elsker dét spil.

Det er en besættelse, der med storms styrke rev mig væk i vinden allerede første gang, jeg dobbeltklikkede på ikonet.

Men hvorfor er det så fantastisk at dyrke fodboldtaktikkens mesterværk? Og hvorfor er det umuligt at slippe spillet, når det næste kæmpetalent med prædikatet ’vidunderdreng’ står på spring for at erobre fodboldeuropa som en ny Ronaldo eller Messi?

I jagten på et svar har jeg bevæget mig ind i de virtuelle træneres fællesskaber på internettet og fundet en træner, der er dedikeret som få.

Mikkel Enemark, 40 år, far til to og få timer fra at have slået verdensrekorden for at have spillet flest sæsoner i Football Manager. En mand, der har flyttet grænserne her til lands: 4.210 timer har han i skrivende stund spillet med det samme hold, Dartford. Det er næsten 176

døgn
.

Indregnes Mikkel Enemarks søvn i regnskabet, er det næsten et år af livet, der er gået med at spille.

Nogen vil kalde det en besættelse. Andre vil kalde det dedikation.

Et sikkert sted

Mikkel Enemark har lige åbnet spillet for at kigge til sit lille, engelske sekundahold Dartford, da jeg fanger ham på telefonen. Naturligvis har han det. Det har nærmest været en daglig rutine, siden han begyndte at spille med klubben for otte år siden i Football Manager 2012.

- Det er lidt som at have én, du skal tage dig af hver dag. Måske en gammel, syg ven, forklarer han.

Den lille klub sydvest for

London
får god behandling. I den virkelige verden spiller Dartford i Englands sjettebedste fodboldrække. På computeren hos Mikkel Enemark har klubben netop overhalet Real Madrid på listen over mest betydningsfulde klubber: Årstallet i spillet er 2338.

For en

manager
-nørd som mig er det fascinerende, at folk kan spille så længe med så stor dedikation. Det er lige dele vanvittigt og
imponerende
at blive drevet så langt ind i et spil, at det er umuligt at slippe, også selvom der er gået mere end 175
døgn
af livet med at finde store talenter og vinde fodboldkampe på en computerskærm.

Hvorfor i alverden bliver han ved?

Selv peger Mikkel Enemark på tålmodighed og fordybelse. At spillet kan fungere som meditation og et fast holdepunkt i tilværelsen, når tingene er ved at vælte. For fem år siden blev Mikkel Enemark skilt, et år senere var han gift påny og havde bonusbørn. Samtidig var bopælen i Vejle skiftet ud med et nyt hjem nær Silkeborg.

Mikkel Enemark holder af det velkendte: Han fortsatte med at spille fodbold ved Vejle, selvom han var flyttet til Them ved Silkeborg. (Foto: PRIVATFOTO)

Ja, selvom livets vejrudsigt kan være svær at tyde, så behøver Mikkel Enemark ikke en

meteorolog
til at fortælle ham, at han på kort tid traskede gennem de fleste årstider; Storm, sol og vind.

Derfor var han nødt til at finde ly. Det skete i Football Manager.

- Det har givet mig ro i hverdagen. Når alt andet ikke kørte, så vidste jeg, at det i mindste kørte med Dartford. Det er måske meget at sige, at det har været et gemmested for mig, men jeg vil gerne sige, at jeg har brugt det som sutteklud. Det har været noget

stabilt
i mit liv, og inde i spillet har jeg styr på tingene. Der mærker jeg ikke, hvis chefen pludselig får en skidt idé om, at jeg skal møde tidligere på arbejde, siger han og fortsætter:

- Og så bliver det ved at have min interesse at udvikle og fordybe mig i klubben. Først ville jeg rykke op, så ville jeg vinde titler, og senere skulle de gøres til den største klub på kloden. Der sker hele tiden noget. Min datter bliver snart 15 år, og hende mistede jeg heller ikke interessen for, da hun var fyldt syv år, fordi ’nu havde jeg prøvet at være far’.

Hvor kommer tiden fra?

Men tilbage sidder jeg stadig med spørgsmålet om, hvor Mikkel Enemark finder tiden henne. Selv har jeg nået at spille en halv sæson, siden det nyeste spil blev udgivet for et halvt år siden. Jeg føler, at det er umuligt at presse mere spilletid ind i en kalender, der ligesom Mikkel Enemarks er fyldt med to børn, en hund og en hverdag, der skal passes.

Men på ét punkt har Mikkel Enemark haft en fordel, når det kommer til at spille Manager.

For Mikkel Enemark arbejdede i mange år om natten. Fri fra job klokken fire. Men i stedet for at gå gennem gadelygternes skær og hjem i seng, gik han hjem til computeren.

- Hvis jeg først lagde mig til at sove, så kunne jeg simpelthen ikke komme op af sengen, når børnene skulle hjælpes i skole. Derfor sad jeg og spillede tre timer om natten, hvor jeg alligevel skulle være stille. Hvis du gør det hver dag i otte år, så forsvinder der nogle sæsoner, forklarer han.

Men han indrømmer også gerne, at han har svært ved at slippe spillet. At han gerne bruger en fridag med computeren.

- Hvis jeg er alene hjemme, så stopper jeg ikke nødvendigvis med at spille, før jeg skal have noget at spise.

- Og det geniale ved Football Manager er, at det er et spil, der sagtens kan køre lidt i baggrunden. Så hakker jeg lige et løg eller rører lidt i gryden, før jeg trykker på mellemrumstasten for at komme videre i spillet, siger han.

Gad vide, om han også spiller, mens vi snakker?

Tanken slår mig, da jeg har lagt røret.

Så kigger jeg til mit eget hold, inden jeg arbejder videre. At høre en

manager
med Mikkel Enemarks dedikation giver mig lyst til at spille mere.

Da jeg skriver til ham senere på dagen, spiller han - igen.

Der er kun syv sæsoner til, at verdensrekorden er slået.

Facebook
Twitter