I kunstsvømningens dans under vand er det 'helt normalt med blackouts'

Den amerikanske kunstsvømmer Anita Alvarez mistede bevidstheden under vandet og måtte reddes op af sin træner.

Anita Alvarez blev hurtigt hevet op til overfladen af sin træner og en anden hjælper. (Foto: Oli Scarff © Ritzau Scanpix)

Anita Alvarez lå livløs på bunden af bassinet i Budapest.

Den 25-årige kunstsvømmer er trænet til at udføre danse under vandet i alskens rytmiske rutiner. Men denne gang gik det galt.

I onsdagens VM-finale besvimede Anita Alvarez, mens hun var i gang med sin rutine, hvorfor hendes træner, Andrea Fuentes, prompte hoppede i vandet efter hende.

- Hun trak ikke vejret. Jeg hoppede i så hurtigt som muligt. Som var det en olympisk finale, siger Andrea Fuentes til den spanske avis Marca.

- Det var meget skræmmende. Hun havde vand i lungerne, men da hun begyndte at trække vejret igen, var det okay. Hun skal hvile sig.

Det er også budskabet efter et lægetjek. Anita Alvarez' hjerte, lunger og blodtryk kører på normal vis, skriver den amerikanske delegationInstagram.

Alvarez besvimede dog også sidste år under OL-kvalifikationen. Da besvimede hun under de indledende konkurrencer, men stillede ikke op ved finalerne, hvor USA var med. Forbundet understreger, at kuntssvømning ikke er ufarligt.

- Vores sport er ikke anderledes end så mange andre. Vi tester vores grænser i bassinet, og nogle gange overskrider vi dem. Anita har det godt, lyder det fra USA Artistic Swimming.

Og sådan er det med nu engang med kunstsvømning, mener også de danske stjerner.

Mia Heide er nordisk mester med Karoline Christensen, og hun beskriver kunstsvømning som den ultimative sport, der føles som en lang nærdødsoplevelse.

Amerikanske Anita Alvarez besvimede under vandet ved VM-finalen i Ungarn. Kunstsvømmerens træner, Andrea Fuentes, kom hende til undsætning. (Foto: Marton Monus)

Blackout og tilbage igen

Mia Heide og Karolina Christensen skal til august forsvare de danske farver med EM i kunstsvømning, hvor de to samtidigt skal time rutinerne helt synkront.

Det er første gang i 27 år, at Danneborg er at finde ved et europæisk mesterskab.

De har konkurreret mod Anita Alvarez, der onsdag mistede bevidstheden i VM-bassinet. Mia Heide og Karolina Christensen har aldrig selv oplevet at besvime, men lidt har også ret, om man vil.

- Jeg har prøvet at blacke lidt ud, men ikke hvor folk skulle hente mig. Der går et sekund, før man er til stede i hovedet igen. Det er helt normalt med blackouts, hvor man hurtigt glemmer, hvor man er, men så er man hurtigt tilbage igen, siger Mia Heide.

Det skete for den 29-årige kunstsvømmer ved de nordiske mesterskaber i juni, hvor parret hentede to guldmedaljer.

Karoline Christensen og Mia Heide vandt de nordiske mesterskaber i kunstsvømning tidligere i juni.

Under duoens ballet i vand er der tre sekvenser, de kalder for 'dræbere'. Det er benserier, der enormt lange og udmattende, hvor der er større risiko for at presse sig selv til det absolut yderste.

- Der blackede jeg ud, da jeg skulle strække benene. På videoen efterfølgende kunne vi se, at jeg var en lille smule efter Karoline, husker Mia Heide.

- Jeg nåede at lave mine bevægelser, men jeg var lidt forsinket, fordi jeg havde mistet hovedet. Det indhentede jeg med det samme efterfølgende.

Den danske kunstsvømmer ville ønske, at hun helt nøjagtigt kunne sætte fingeren på, hvorfor det sker. I så fald ville det være noget nemmere at undgå.

Men i en sport, hvor en slags teater under vand kræver smidighed og ikke mindst at holde vejret, gælder det om at presse sig selv.

- Vi plejer at joke med, at man skal huske at trække vejret i starten. Der har man overskud, og hvis man glemmer det der, bliver det hårdt mod slutningen, hvor man er mere træt.

Tilbage i vandet

Da Anita Alvarez onsdag måtte hives op fra vandet, gik der et chok igennem alle i VM-arenaen. Amerikanerne gik videre til finalen, som svømmes fredag.

Derfor er det store spørgsmål, om Anita Alvarez igen vil være at finde i bassinet. Hun svømmer solo for USA i holdkonkurrencen, og derfor skal de gøre brug af en reserve, hvis ikke hun bliver meldt klar.

Den amerikanske delegation ser forfærdet til, mens kunstsvømmeren Anita Alvarez bliver reddet op af vandet. (Foto: LISA LEUTNER © Ritzau Scanpix)

Mia Heide husker, at netop Anita Alvarez ikke svømmede finalerne, da hun under OL i Tokyo også mistede bevidstheden i de indledende konkurrencer.

- Det var jeg overrasket over. Hun er en stor profil, og jeg regnede med, at de ville lade hende svømme, men de tænkte først på sikkerheden, siger hun.

Den danske duo har ikke på samme mulighed for at sende en reserve i bassinet, hvis det skulel blive aktuelt.

Derfor er det et tænkt eksempel, som Mia Heide skal forholde sig til, hvis hun stod i samme situation.

Alligevel er svaret klart fra den danske kunstsvømmer.

- Jeg ville have bidt det i mig.

- Det ville være for Karolines skyld, for hvis jeg ikke kunne svømme, ville vi ikke kunne stille op.