Idrætsbegivenheder har sin pris

Danmarks Idræts-Forbund glæder sig over de mange sportsbegivenheder i 2009, men det har kostet på bundlinjen for forbundet, der får et stort underskud.

Regeringen lancerede i 2007 sin handleplan for at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark. I den forbindelse fik Danmarks Idræts-Forbund (DIF) besked på at hæve sit årlige bidrag til Sport Event Denmark, som hjælper med at tiltrække og afholde begivenhederne, med 10 millioner kroner om året.

DIF har netop fremlagt sit budget for 2010, og det viser et underskud på 11 millioner kroner. Et underskud, som først og fremmest kan føres tilbage til merudgiften til Sport Event Denmark.

- Hvis sammenhængen er så klar, at pengene til Sport Event Denmark betyder, at vi skal skære ned mange andre steder, så er det selvfølgelig en dyr investering. Derfor kigger vi også på, hvordan vil kan forme den investering, så vi ikke skal sætte aktivitetsniveauet ned andre steder for at opfylde det store ambitionsønske på begivenhedsfronten. Det gør vi os nogle tanker om, men det er for tidligt at sige noget konkret om nu, siger DIF's formand, Niels Nygaard.

2009 er af Kulturministeriet officielt blevet udråbt til "Sportsåret 2009", og kalenderen er fyldt op med cirka 40 internationale idrætsbegivenheder. Og trods underskuddet i budgettet, så glæder Niels Nygaard sig, når han kigger på kalenderen.

- Kigger vi på den korte bane, og det vil sige 2009, så synes jeg, at pengene er godt givet ud. 2009 er et meget stort år for dansk idræt med IOC-kongressen som det største, men også med en generel god profilering af idrætten, understreger dansk idræts førstemand.

 

Facebook
Twitter