Ingen udsigt til genåbning af indeidræt skuffer: 'Vi risikerer at tabe talenterne på gulvet'

Indstillingen til regeringen om genåbning af landet inkluderede ikke indendørs idræt.

Badminton i Kulturhuset Indre By, København, tirsdag den 4. februar 2020. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Den indendørs idræt har været lukket ned siden midten af december i fjor.

Og det ser ud til at fortsætte endnu, hvis Folketinget følger den faglige indstilling, som kom mandag aften.

Det er en vurdering fra eksperter og myndigheder for, hvilke restriktioner der kan lempes, når Regeringen og Folketingets partier skal drøfte en mulig genåbning tirsdag.

Indstillingen indeholdt anbefalinger for, at udendørs aktiviteter i organiseret regi kan genåbnes samtidig med, at forsamlingsforbuddet hæves til 20 personer i forbindelse med udendørs idrætsaktiviteter.

Det vækker skuffelse hos to indendørs idrætsgrenes forbund, at de altså ser ud til at blive forbigået i denne omgang.

- Det er vi selvfølgelig skuffede over, for vi står fuldstændig klar til at håndtere små hold og hjælpe med eventuel smitteopsporing, hvis der skulle ske noget, og i det hele taget håndtere situationen, siger Merete Riisager, direktør i Dansk Svømmeunion.

Også direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen, er skuffet over, at badminton efter alt at dømme må se til fra sidelinjen lidt endnu. Han peger på, at en fortsat nedlukning vil have stor konsekvens for badmintonklubberne.

- Det er svært at holde fast i de frivillige, bevare deres engagement og tro på, at det her nytter noget. Det er svært at få medlemmerne til at forstå, at de skal blive ved med at betale kontingent for en ydelse, de ikke får. Det er klart, at summen af alle de her ting har en negativ konsekvens for klubbernes mulighed for at drifte de tilbud og aktiviteter, de normalvis gør, siger Bo Jensen.

Kan ramme talentudviklingen

Det er ikke kun klubberne, der kan blive ramt af en fortsat nedlukning. Bo Jensen peger på, at det også kan have store konsekvenser for talentarbejdet i dansk badminton.

- Det rammer os ikke kun på klubberne og deres økonomi, men også på talentudviklingen. Vi risikerer jo, worst case, at miste en stor del af en hel årgang af talentfulde unge atleter for hvem, vi har taget drømmen væk fra dem om, at de måske en dag kan blive en af verdens bedste, siger Bo Jensen.

- Vi ved faktuelt, at vi mister spillere i aldersgruppen 14 til 17 år, som nu ikke har kunne dyrke deres sport i 2,5 måned og begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening for dem at fortsætte med at dyrke idræt. Blandt dem er der måske også kommende verdensklassetalenter eller stjerner, som simpelthen siger ’nej, det giver ikke mening længere’, siger Bo Jensen.

Også i Dansk Svømmeunion forudses det, at en fortsat nedlukning vil ramme de unge svømmere.

- Vi risikerer at tabe hele årgange af talenter på gulvet, hvis ikke vi kommer i gang, fordi hele grundformen forsvinder, og de kvalifikationer, som talenterne har set frem til, de forsvinder ud af horisonten, siger Merete Riisager.

- Du kan ikke omstille det til noget andet. Selvfølgelig bliver der taget mavebøjninger, armbøjninger og alt muligt andet derhjemme, men det har intet at gøre med svømning. Så det er ekstremt vigtigt for os at få børnene i vandet. Så mange som muligt. Men det er for talenterne, at det har de helt store omkostninger, siger Merete Riisager.

Bør ikke handle om udendørs eller indendørs

Dansk Svømmeunion mener også, der bliver kigget for unuanceret på, hvordan man vil genåbne.

Helt konkret savner Merete Riisager, at der ikke bliver fokuseret så meget på, om den enkelte idrætsgren foregåer indendørs eller udendørs.

- Hvis man går til det mere sagligt i stedet for bare at proppe det ned i nogle kasser med inde og ude, så kan man sagtens give nogle flere muligheder for børn og unge, siger hun og fortsætter.

- Jeg synes, man skal se det fra børn og unges synsvinkel frem for at kigge på det enkelte forbund. Så skal vi sige, hvor meget kan vi åbne uden at øge smittetrykket markant? Der kan man åbne rigtig meget, hvis man går sagligt til værks, for der er mange idrætsgrene, herunder svømning, der ikke er en kontaktsport, hvor man sagtens kan holde atleterne adskilt.

Folketingets partier drøfter indstillingerne fra ekspertgruppen tirsdag, mens en endelig beslutning vil blive meldt ud onsdag.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter