Iransk skakspiller 'beordret af regeringen' til at optage video-undskyldning

Ifølge Sara Khadem bad den iranske regering hende om at sige, at et pres fra Vesten fik hende til at droppe sin hijab under en skakturnering.

Sara Khadem plejede at besøge sine forældre hver dag, men det er slut for nu.

Den iranske skakspiller kan nemlig ikke vende hjem til sit hjemland, fordi hun har afvist præstestyrets ordre om at optage en undskyldning. Her skulle hun blandt andet sige, at et pres fra Vesten var skyld i, at hun i december droppede sit tørklæde ved VM i lynskak.

- Det havde jeg ikke tænkt mig at gøre, siger Sara Khadem til den britiske avis The Telegraph.

Ligesom andre kvindelige sportsudøvere er det hende nemlig påbudt af det islamiske styre i Iran at stille op med den obligatoriske hovedbeklædning hijab. Det har hun også tidligere gjort ved internationale turneringer.

Men ved VM i lynskak i december satte hun sig ved skakbrættet uden hovedbeklædning.

Sara Khadem fortæller, at det ville være "hyklerisk" af hende at bære hijab.

- Hvis jeg gjorde det, ville det være respektløst overfor mit folk, siger Sara Khadem.

Hun hentyder til optøjerne, der har præget Iran i flere måneder. I oktober døde den 22-årige iraner Jina Mahsa Amini i politiets varetægt efter at være blevet anholdt, fordi hendes tørklæde sad forkert.

Spaniens premierminister Pedro Sanchez under et møde med Sara Khadem i Madrid. Den iranske skakspiller er flyttet til Spanien. efter hun i december spillede uden sin hijab. (Foto: © MONCLOA PALACE, fotobpb)

Frygter for familiens sikkerhed

Demonstrationerne mod det konservative iranske regime har siden bevæget sig ind i sportens verden, hvor det iranske fodboldlandshold, en strandfodboldspiller og en klatrer alle har markeret deres utilfredshed med regeringen i hjemlandet.

Et af de seneste eksempler er altså Sara Khadem, som efter VM i lynskak flyttede til Spanien sammen med sin mand og deres fælles barn.

I et Instagram-opslag for en måned siden forklarede Sara Khadem, at det ikke var en politisk beslutning, og at hun havde i sinde at vende tilbage til Iran.

I interviewet med The Telegraph er tonen dog nu en anden. For selvom hun føler sig taget godt imod i Spanien, sidder hun tilbage med "blandede følelser" omkring flytningen, da hun dagligt savner sine forældre - og frygter for deres sikkerhed.

- Vi måtte efterlade nogle af de allervigtigste ting i vores liv i Iran. Jeg håber, at jeg er den eneste, som bliver stillet til ansvar, siger Sara Khadem.

Du kan blive klogere på situationen i Iran i videoen herunder:

Det er ikke en sjældenhed, at familiemedlemmer og venner også tages til indtægt, hvis atleter som Sara Khadem markerer sin utilfredshed med den iranske regering.

Det fortalte Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), i starten af januar.

- Sådan opereres der tit i Iran og mellemøstlige diktaturer, og så redder de ansigt på den måde, siger seniorforskeren.

For eksempel blev atleten Elnaz Rekabi straffet ved, at hendes families hus blev revet ned, fordi hun stillede op til en klatrekonkurrence uden hijab.

Og den slags risikerer Sara Khadem altså også, når hun spiller uden hijab.

Iran slår hårdt ned på atleter som Sara Khadem, fordi regimet føler, at det er en trussel mod den iranske islamiske republik, lyder det. Sportsfolkene er rollemodeller for deres landsmænd, forklarer seniorforsker Helle Malmvig. (Foto: © PAVEL MIKHEYEV, PAVEL MIKHEYEV)

Ser ikke sig selv som aktivist

Ifølge Helle Malmvig er den slags trusler og krav om offentlige undskyldninger fra den iranske regering blot i den milde ende.

- I den alvorligere ende kan hun stå til at blive pisket og tortureret. Og i værste tilfælde risikerer hun dødsstraf, sagde Helle Malmvig.

Iran slår hårdt ned på atleter som Sara Khadem, fordi regimet føler, at det er en trussel mod den iranske islamiske republik, lyder det. Sportsfolkene er rollemodeller for deres landsmænd.

- Især de iranere, der protesterer i gaderne. Dermed får de styrke i deres protest, når de giver dem solidaritet og støtte, sagde hun.

Selv ønsker Sara Khadem dog ikke at være en politisk figur. Hun er først og fremmest skakspiller, understreger hun til The Telegraph.

- Som skakspiller har jeg et ansvar for, hvad der sker ommkring mig, men skak er førsteprioriteten i mit liv. Jeg ser ikke på mig selv som aktivist, siger hun.