Som ung og talentfuld fodboldspiller, røde kinder og store drømme, lå vejen lige for. Født ind i en fodboldgal familie optog spillet Isabella Åberg allerede fra barnsben.
Træning, kampe, udlandsture. Talenthold, identitet og forventninger.
Hun giver den alt, hvad en teenager kan, men pludselig kan hun ikke længere genkende sig selv.
Isabella Åberg kan ikke følge med i skolen, hun zoner ud af almindelige samtaler med vennerne. Hun griner ikke længere.
Hun vil være professionel fodboldspiller, er med omkring ungdomslandsholdet, men til sidst får hele familien en brat opvågning, da de en morgen heller ikke kan genkende Isabella.
- Jeg spørger min mor, mens hun står lige foran mig, hvor min mor er henne. Fortæl mig nu, hvor min mor er? Selv om hun er lige foran mig, siger Isabella Åberg.
- Jeg tror, det er dér, der ringer en klokke hos mine forældre. Det er rent faktisk noget, hun oplever, det her. Så de ringer til lægevagten. Og lægevagten siger så med de samme, at de skal køre over på psykiatrisk afsnit.
I den bedste verden ville Isabella Åbergs historie være et enkeltstående tilfælde, men sådan er virkeligheden ikke.
DR har gennem det seneste år talt med 35 nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere, som har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse.
Blandt andet fortæller 11 af de kvindelige spillere, der repræsenterede U19-landsholdet i 2015, at de har haft symptomer på en psykisk lidelse i løbet af ungdomstiden.
I videoen herunder kan du se et udklip fra DR-dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge', hvor Isabella Åberg fortæller om sine oplevelser med psykiske lidelser:
Den morgen, hvor Isabella Åberg ikke kunne genkende sin egen mor, var første gang, hun fik en psykose. Hun var stadig bare en teenager.
I en periode blev hun indlagt flere gange på psykiatrisk afsnit, og hun tog sammen med familien en beslutning om at flytte på bostedet Egedal, der er et behandlingssted for psykisk syge unge.
Her har hun boet de seneste fem år. Omgivet af psykologer, miljøterapeuter og andre unge mennesker med lignende udfordringer.
- Inden jeg kom på Egedal, havde jeg selvmordstanker, og de skræmte mig rigtig meget. Jeg skulle bare have det bedre.
- Egedal har reddet mit liv. Det føler jeg. Havde det ikke været for Egedal, havde jeg ikke været her den dag i dag, siger Isabella Åberg.
På bostedet Egedal er Isabella Åbergs historie desværre ikke enestående.
Ifølge Sidse Ravn, bostedets daglige leder, har man i de senere år set flere unge elitesportsfolk, der har mistet fodfæstet, og som har brug for et sted at starte forfra.
- Vi modtager nogle unge, der er brudt fuldstændig sammen, og nogle forældre, der også er i chok, siger Sidse Ravn.
- De sidste år har vi modtaget langt flere unge, der har haft en elitesportskarriere. De adskiller sig ved, at de har været meget ressourcestærke, fordi de har været dygtige til at præstere. Når de så bryder sammen, så kommer det som et kæmpe chok for dem selv og selvfølgelig også for deres omgivelser.
Ifølge Sidse Ravn er et af fællestrækkene for de unge elitesportsfolk, der forlader deres sport og havner på steder som Egedal, at de for det første udviser en risikoadfærd, som udmønter sig i selvskade.
Derudover kræver det et enormt arbejde at genopbygge det hul, som sporten har efterladt i dem.
- De er overvældet af en gabende tomhed, fordi de har bygget hele deres identitet op i den her sportsgren, de har været en del af. Samtidig har de en sårbarhed, fordi der slet ikke har været fokus på deres følelsesliv i forhold til deres sport, siger Sidse Ravn.
Netop arbejdet med at genopbygge en identitet og et selvværd, der rækker ud over sportens arena, har været det vigtigste under Isabella Åbergs ophold på bostedet Egedal.
- Jeg vidste overhovedet ikke, hvem Isabella var uden fodbolden. Og jeg vidste ikke, om jeg kunne nå til sted, hvor jeg fik det godt igen, siger Isabella Åberg.
I dag drømmer Isabella Åberg ikke længere om at gøre fodbolden til en levevej, og de mange træningstimer og talentsamlinger føles som noget, der er foregået i en fjern fortid, selvom hun stadig er tilknyttet Egedal.
Samtidig er hun også bevidst om nogle af de egenskaber, som sporten trods alt har givet hende, selv om den også har været tæt på at tage det hele fra hende.
- Jeg tror ikke, at jeg havde været her i dag, hvis det ikke var for min fodbold også. Den har givet mig et fighter-gen, som været med til at gøre, at jeg er blevet ved med at kæmpe hver gang, jeg er faldet ned i et sort hul, siger Isabella Åberg.