Aalborg-profil var centimeter fra at miste øjet: ’Jeg var sindssygt bange’

Thomas Spelling blev ramt af en hockeystav under det ene øje i december.

(Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Thomas Spelling sidder stadig og lukker det ene øje, når han ser fjernsyn hjemme i Aalborg. For der er et eller andet, der ikke er, som det plejer.

Det er synet.

Det var nemlig kun en tilfældig sejr i skæbnens spil, der sørgede for, at han ikke fik knust øjet af en hockeystav i december.

Lad os i første omgang nøjes med at skrive, at det var meget tæt på at gå meget galt, og at Thomas Spelling undveg med få centimeter.

Hvis du vil undgå de ubehagelige detaljer, kan du stoppe med at læse nu og lade som om, at det meste er, som det plejer, når han i dag skøjter på banen til den første semifinalekamp for de nordjyske pirater, der møder Odense Bulldogs.

Bliver du alligevel nysgerrig på, hvorfor du kan se et stort ar over Thomas Spellings venstre kindben, kan du læse videre.

Sådan ser arret ud i dag. (Foto: PRIVATFOTO)

Kunne ikke se i to uger

Selv søger han stadig efter svar på, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at han i begyndelsen af december blev ramt af en hockeystav, der nærmest gled op under hans visir og gav ham to store flænger under venstre øje.

Ingen tvivl om, at det ’var så uheldigt, som noget kunne være’, konstaterer han selv, efter at have set dén nærkamp i hjørnet om og om igen.

Men hvordan det skete? Det ved han simpelthen ikke.

- Jeg blev pisseforskrækket. Og så kunne jeg se, at der begyndte at komme en masse sorte prikker i mit syn. Synet blev bare mindre og mindre, og til sidst kunne jeg intet se. Der kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet galt. Lægen kiggede på mig og sagde hurtigt, at det bestemt ikke så godt ud. Hun skulle i hvert fald ikke røre ved det, fortæller Thomas Spelling om minutterne efter, hvor blodet flød ud af ansigtet.

Thomas Spellings forældre var i ishockeyhallen, og de så derfor uheldet i det øjeblik, det skete.

’Heldigvis’, siger Thomas Spelling. Han bliver derfor hurtigt læsset over i deres bil, som nærmest kører civil ambulancekørsel til skadestuen i Aalborg.

Faktisk ’er det aldrig gået så hurtigt’ fra Aalborg til Esbjerg.

- Jeg fortalte mine forældre, at jeg ikke kunne se en skid. Derfor var de selvfølgelig bekymrede. Det var jeg også selv. Faktisk var jeg sindssygt bange. Jeg når at tænke ’shit’ mange gange på den tur, hvor jeg sidder med en ispose over øjet hele vejen. Jeg tænker på, hvad fanden det her skal ende med. Er jeg færdig?

Nej, det er Thomas Spelling ikke.

17 sting senere, med et røntgenfoto af en brækket knogle i ansigtet og med en journal, der fortæller om en overrevet muskel, får han lov at tage hjem, selvom han stadig ikke kan se noget ud af det ene øje.

Lyset aner han. Trods alt.

  • Thomas Spelling mener selv, at han var mere end almindelig heldig. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Thomas Spelling mener selv, at han var mere end almindelig heldig. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Thomas Spelling mener selv, at han var mere end almindelig heldig. (Foto: PRIVATFOTO)
1 / 3

Sidder stadig i hovedet

To uger senere kan han med god vilje åbne øjet en smule.

Tit har han haft tanker om, at det kunne være gået meget anderledes den decemberaften i Esbjerg. Alligevel er Thomas Spelling i dag ikke i tvivl om, at han ’sgu har været ret heldig’, selvom synet fortsat er plaget.

De første måneder efter uheldet spiller Thomas Spelling derfor med en fullface-hjelm, der dækker hele ansigtet. Han er ganske enkelt bange for, at han ikke når at registrere, hvis pucken letter fra isen.

En slags sikkerhedssele eller cykelhjelm til ansigter.

Thomas Spelling spillede i et stykke tid med gitter foran ansigtet. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Men før slutspillet valgte han alligevel at gå tilbage til et visir, der kun dækker øjnene.

I dag har han sat det lidt tættere på øjnene, så der ikke kan komme noget op under.

Det var for varmt og udmattende at spille med gitter for ansigtet, forklarer han.

Ja, det var ganske enkelt for træls, selvom arret under øjet stadig er et synligt vidnesbyrd om et uheld, der ikke er let at glemme.

- Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at det ikke stadig sad i mig. Til træning er der jo fandme 45 pucke på isen og folk, der tonser rundt. Jeg bliver ikke bange, men hvis der er nærkampe i hjørnerne, forsøger jeg alligevel at forberede mig på, at der kan komme en stav op i hovedhøjde.

Og i kamp? Der kan Thomas Spelling stadig både score mål og assistere.

Alligevel er det nærliggende at få opklaret, om det er muligt at blive topscorer med ét øje.

- Nu har jeg heldigvis stadig to. Det ene er bare mindre godt, siger han med et grin.

Selvfølgelig er det træls at måtte lukke det ene øje, når du ser fjernsyn.

Men øjet er der stadig. Det er det vigtigste.

Thomas Spelling og Aalborg Pirates møder Odense Bulldogs i den første semifinale i aften klokken 17.30. Opgøret kan ses direkte på TV2 Sport.