Aalborg slog Herning i medrivende topkamp

Mikkel og Martin Højbjerg blev heltene, da Aalborg Pirates i slutfasen sikrede sejren mod Herning Blue Fox.

Aalborg Pirates Martin Højbjerg mod Herning Blue Fox's Victor Andersen i ishockeykampen mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox i Bentax Isarena i Aalborg, 12. februar 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Ganske vist var der inden kampen 16 point mellem holdene, men derfor var det alligevel et vaskeægte topopgør, da førerholdet, Aalborg Pirates, tog imod nummer to, Herning Blue Fox, i Metal Ligaen tirsdag aften.

Og topholdet fra Nordjylland understregede sin suverænitet ved at slå midtjyderne med 5-4.

Dermed har Aalborg nu 88 point for 40 kampe, mens Herning har 69 point for samme kampantal.

Bølgede frem og tilbage

Det var en både medrivende og afvekslende kamp, hvor Aalborg i den første og største del lignede en vinder, inden Herning i tredje periode havde kurs mod sejren.

Men Aalborg vendte 3-4 til 5-4 i slutfasen på mål af tvillingerne Mikkel og Martin Højbjerg.

Aalborg fik en drømmestart, da Thom Flodqvist efter knap tre minutter bragte hjemmeholdet på 1-0, men Herning sørgede for balance, da Brodie Dupont udlignede efter 13 minutter.

Efter et mål af Mikkel Højbjerg med tre minutter tilbage kunne Aalborg holde den første pause med en føring på 2-1.

Men i en målrig anden periode blev kampen vendt på hovedet. Først udlignede Mark MacMillan efter fem minutter, men Aalborg kom dog atter i front, da Pierre-Olivier Morin midtvejs scorede til 3-2.

Med to scoringer i periodens sidste del sørgede Cameron Brace for, at Herning inden sidste periode førte med 4-3.

Tvillinger afgjorde kampen

Midt inde i tredje periode havde Herning endda en god chance for at øge føringen, da Aalborg på samme tid havde to mand i straffeboksen, men det nordjyske mandskab holdt stand og udlignede så i stedet.

Helt præcist resterede 5 minutter og 20 sekunder, da Mikkel Højbjerg med sit andet mål scorede til 4-4. Bare 15 spilsekunder senere lå pucken igen i Herning-målet.

Denne gang var det tvillingbror Martin Højbjerg, der blev helten med kampens sejrsmål.

Dermed kom Aalborg op på hesten igen, efter de senest skuffende blev slået i pokalsemifinalen af de senere vindere fra Frederikshavn.

Netop Frederikshavn besejrede Rødovre med 5-2, mens SønderjyskE besejrede Esbjerg med 5-3, og endeligt blev det til en 6-5-sejr til Rungsted over Odense efter forlænget spilletid.

/ritzau/