Både flere og færre tilskuere

Isligaen lukkede flere tilskuere ind end nogensinde før, men det gennemsnitlige antal per kamp er imidlertid faldet.

4.207 tilskuere så den sidste DM-finalekamp tirsdag aften i Herning - og så bla. Hernings Blaine Down juble over sin 2-2 scoring. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Inden sæsonen udvidede Danmarks Ishockey Union antallet af kampe i grundspillet fra 36 til 45 kampe per hold, og det har samlet set betydet flere tilskuere i skøjtehallerne end nogensinde før.

I alt 407.972 tilskuere gik gennem tælleapparaterne til de 266 slutspils- og grundspilskampe, og det er altså rekord.

Til gengæld faldt tilskuersnittet en smule fra 1748 tilskuere per kamp til 1534, en nedgang på næsten 14 procent. Allerede efter grundspillet anede man tendensen, idet snittet her lå syv procent under sidste års resultat.

- Vi må konstatere, at de ekstra grundspilskampe har kostet på gennemsnittet. Og så har det nok også haft betydning, at AaB Ishockey røg ud af slutspillet allerede i kvartfinalen. De har tradition for at trække mange tilskuere til, som det også var tilfældet sidste år, siger Enver Hansen, der er direktør i Danmarks Ishockey Union.

De fire største sportsgrene målt på tilskuere/kamp:

Superliga (fodbold): 8108 tilskuere/kamp.
Al Bank-Ligaen (ishockey): 1534 tilskuere/kamp
Toms Ligaen (kvinde-håndbold): 1435 tilskuere/kamp
Tele2 Ligaen (herre-håndbold): 1191 tilskuere/kamp