Dårligere end OL tillader? Kina risikerer at blive udelukket fra sin egen fest

Kinas ishockeylandshold er for dårlige til at deltage ved Vinter-OL, mener det internationale forbund.

Repræsentanter fra IIHF vil være til stede som observatører ved Kinas næste landskamp. Herefter træffer de en beslutning om landets deltagelse ved det forestående OL. (Foto: Nóel Celis © Ritzau Scanpix)

Det er mindre vigtigt at vinde end at deltage; det essentielle i livet er ikke at erobre, men at kæmpe godt.

Ifølge grundlæggeren af de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertin, er det, hvad den olympiske ånd handler om. Det kan dog blive svært for Kinas ishockeylandshold at leve op til.

For selvom Kina har investeret tungt i forberedelserne til vinter-OL, der begynder den 4. februar, risikerer nationens ishockeylandshold at blive udelukket fra legene. De er slet og ret for ringe.

Det mener det internationale ishockeyforbund (IIHF), der træffer den endegyldige beslutning i løbet af næste uge efter et bestyrelsesmøde i Zürich. Det sker efter måneders observation af de kinesiske kampe og træningspas, forklarede IIHF's præsident Luc Tardif i september.

- At se et hold tabe med 15-0 er ikke godt for nogen. Hverken for Kina eller for ishockey, sagde Luc Tardif.

Hvis det sker, vil Kina være den første værtsnation, som bliver droppet fra disciplinen, siden traditionen om automatisk kvalifikation begyndte i 2006.

En fantastisk mulighed

Ved de kommende lege venter verdensklassespillere fra USA, Canada og Tyskland. Kina har endnu ikke annonceret sin trup, men en af landets bedste spillere, Brandon Yip, der har spillet i NHL, har set frem til at deltage ved OL. Det fortalte han i et interview fra 2019.

- Det er en fantastisk mulighed og chance for at deltage i OL. Det var altid et af mine mål, da jeg voksede op. Forhåbentligt får jeg chancen, sagde Brandon Yip.

Ender Kina med at blive udelukket, går pladsen i stedet til Norge, som er bedre rangeret på verdensranglisten, lyder det fra IIHF's præsident. En anden grund til, at Kinas deltagelse bliver overvejet har tråd til den russiske Kontinental Hockey League.

Her skøjter mange af de kinesiske landsholdsspillere til dagligt rundt for Kunlun Red Star, som blev midlertidigt flyttet fra Beijing til Moskva på grund af coronapandemien. Planen var at højne spillernes niveau, men de styrer mod en tilværelse som absolut bundprop med en negativ målscore på -33.

En kvinde poserer foran det nationale stadion, der skal danne ramme om Vinter-OL i Beijing. (Foto: ROMAN PILIPEY © Ritzau Scanpix)

'En svær vurdering'

Kina er ikke den første værtsnation, der vækker bekymring. I 2006 sluttede Italiens næstsidst, og i 2018 fik Sydkorea klø og røg hurtigt ud af gruppespillet. Hvorvidt det også bliver Kinas skæbne, eller om de slet ikke får muligheden, bliver altså afgjort i næste uge.

Dansk Ishockey Union kan sagtens forstå problemstillingen omkring Kina. Omvendt er konceptet ved vinter-OL er anderledes.

Udelukkes Kina, risikerer man at gå glip af olympiske historier som den om engelske kultskihopper Eddie 'The Eagle' Edwards fra 1988, vurderer Kim Pedersen, der er general manager. Britten blev kendt for sin håbløse indsats ved OL, men den mulighed får Kina måske ikke.

- Der er bare langt ned til Kina. En ting er det sportslige, hvor det kan blive noget af en slagside, men noget andet er det kan blive så grelt, at det kan blive et sikkerhedsmæssigt problem for Kinas modstandere, siger Kim Pedersen.

Ved vinter-OL møder Danmark modstanderne Rusland, Tjekkiet og Schweiz. De fire bedste fra de tre grupper er direkte i kvartfinalen, mens de øvrige lande kæmper om de resterende fire kvartfinalepladser.

Her vil Kina næppe være at finde, og Kim Pedersen ved ærligt talt ikke, hvad der er det rette at gøre. Han hælder dog mest til at beholde værtsnationen som en del af turneringen.

- På den ene side er det en voldsomt sportslig slagside, men på den anden side har værtsnationen altid deltaget. Det er en svær vurdering, for hvornår skal de med, og hvornår skal de ikke? Hvor stor skal forskellen være? Det må tale for, at hvis det er muligt, så skal Kina deltage, fortæller han.

Vinter-OL i Beijing begynder 4. februar og varer frem til 20. februar. Du kan læse mere om de danske forberedelser her.

FacebookTwitter