Dansk hockeystjerne brænder isen af i Nordamerika: ’Det er en helt vild præstation’

​​​​​​​Ishockeyspilleren Nikolaj Ehlers er på vej mod en historisk god sæson i verdens bedste ishockeyliga, NHL

Ishockeyspilleren Nikolaj Ehlers er brandvarm i verdens bedste ishockeyliga, NHL. (Foto: Charles LeClaire © Scanpix)

Robert Storm Petersen sammenlignede engang statistik med en gadelygte. Ikke særlig oplysende, men god at støtte sig til.

Og hvis man lige nu skulle støtte sig til den danske ishockeystjerne Nikolaj Ehlers’ statistik i verdens bedste ishockeyliga, NHL, ville man kunne læne sig godt og grundigt op ad gadelygten.

Ehlers han nemlig gang i en helt forrygende sæson i den stjernespækkede nordamerikanske liga. Natten til søndag var danskeren endnu engang på pletten for sit canadiske hold Winnipeg Jets, da han med en scoring og en assist var stærkt medvirkende til holdets 5-0-sejr over Montreal Canadiens.

Mål og assist tæller i ishockeyens verden for et point hver, og nattens to point sender Ehlers’ sæsontotal op på 41. Dermed ligger den danske ishockeystjerne med et pointsnit på et per kamp efter 41 spillede kampe i verdens bedste ishockeyliga. Og det er tal som imponerer ishockeyekspert og talentchef i Danmarks Ishockey Union, Olaf Eller.

- Det er en maga stor præstation at ligge med så højt et pointsnit efter så mange kampe, lyder det fra Eller.

Nikolaj Ehlers ligger på 22.-pladsen over spillere med det bedste pointsnit, men over danskeren ligger flere spillere, som har spillet væsentlig færre kampe. Kigger man på spillere, som har spillet flere end 40 kampe, ligger danskeren helt oppe på en 10.-plads.

Med det høje pointsnit er Ehlers på vej mod en dansk NHL-rekord. En rekord Ehlers selv står for, da han i 2019/20-sæsonen leverede 58 point i 71 kampe - et pointsnit på 0,82 per kamp.

Årets NHL-sæson er dog en forkortet en af slagsen, da coronasituationen udsatte sæsonstarten med tre måneder. Dermed bliver der kun spillet 56 kampe i grundspillet og ikke de normale 82. Og i en liga, hvor statistik spiller så stor en rolle, kan det få en betydning for Ehlers’ sæsontotal.

- Det er jeg sikker på, han er ærgerligt over. Det er jo antallet af point, der bliver husket. Men hvis han kan holde pointsnittet, vil det stadigvæk stå som en sæson med et point per kamp, og det er alt andet lige en helt vild præstation, lyder det fra Olaf Eller.

Outstanding i flere facetter af spillet

Det er dog ikke kun på målstatistikken Ehlers imponerer i denne sæson. Også på den såkaldte plus/minus-statistik er danskeren med helt fremme. Statikken viser forholdet mellem det antal gange en spiller har været på banen når spillerens hold scorer og når modstanderne scorer.

Og i den statistik ligger Ehlers ligeledes nummer 10 i ligaen med et plus på 16. Og det er bare med til at sætte en tyk streg under, at danskere er helt i top, når det gælder afgørende spillere i ligaen, lyder det fra Eller.

- Det er jo mange af ligaens dygtige offensive spillere, som godt nok laver mange point, men også er på banen, når modstanderen scorer. Her er Nikolaj helt outstanding, og det siger noget om, at hans sæson er meget mere end bare at lave mål og assist.

Nikolaj Ehlers blev valgt som den niende bedste unge spiller ved NHL-draften i juni 2014. (Foto: Bill Streicher © Scanpix)

En tidlig trang til at ville være den bedste

Og netop det at sætte alle spillets facetter højt, er noget, Olaf Eller ser som en af Ehlers helt store styrker. Og sådan har det altid været, påpeger Eller, som tilbage i 2014 havde Ehlers under sine vinger som landstræner for det danske U20 landshold.

- På træningslejren op til U20-VM viste vi ham et videoklip af hans returløb, som ikke var særligt godt. Det tog Nikolaj til sig, og resten af det VM leverede han ikke en fejl i returløbet. Så allerede dengang kunne man se en spiller, som tog tingene til sig, og hele tiden ville forbedre sig i alle spillets facetter.

Siden dengang er meget is løbet under skøjterne på Ehlers. Senere samme år blev han draftet som den niende bedste unge spiller i verden af Winnipeg Jets. Og det at Ehlers nu på sjette sæson kan levere på så højt niveau i verdens bedste ishockeyliga fortæller Olaf Eller, at både ishockeyspillere og mennesket bag har der rette format.

- Det vidner om en stærk psyke, for det er et stort pres at leve under at skulle levere på øverste niveau i så mange kampe. Det er en hård nød og knække, og det vidner om en meget stærk karakterstyrke.

FacebookTwitter