Dansk ishockey skøjter derudad, men talenterne mangler, og ’det er voldsomt alarmerende’

Antallet af danske spillere i verdens bedste ishockeyliga, NHL, er det laveste i tolv sæsoner.

Oliver Bjorkstrand har fået en forrygende start på sæsonen, og er topscorer for sit hold i NHL. Men hvem bliver fremtidens danske NHL-stjerner? (Foto: Kirk Irwin © Ritzau Scanpix)

I nat skete det så igen.

Danske NHL-spillere trak overskrifter i verdens bedste ishockeyliga. Oliver Bjorkstrand scorede sit sæsonmål nummer fire for Columbus Blue Jackets og Frederik Andersen leverede endnu en pragtpræstation i målet, da Carolina Hurricanes vandt 2-1 over Arizona Coyotes.

Og sådan har det faktisk været i en del år efterhånden. Altså at man hjemme i Danmark kan vågne op til historier om, at en dansker har gjort sig bemærket i NHL.

De seneste mange år har Danmark haft minimum en håndfuld spillere i NHL, men denne sæson er der kun fire danske spillere på faste NHL-kontrakter. Det laveste antal i tolv år, og den tendens er bekymrende, hvis man spørger DR Sportens ishockeykommentator Frederik Lindved.

Måske ikke så meget for den enkelte spiller, men kigger man på det danske landsholds succes siden de i 2003 rykkede op blandt verdens bedste landshold, har præstationerne i rødt og hvidt gået hånd i hånd med det danske indtog i NHL.

- På længere sigt er der grund til bekymring på landsholdets vegne. Det, der har adskilt Danmark fra de nationer vi sammenligner os med, er, at vi har haft flere NHL-spillere, som kan gøre forskellen. Men hvis vi ser ti år frem, og der ikke er nogle eller ganske få, så er det en anden virkelighed for landsholdet, siger Frederik Lindved.

Nikolaj Ehlers gik med 5 scoringer forrest, da Danmark i august kvalificerede sig til de olympiske leg i Beijing i 2022. Ehlers har spillet flere end 400 kampe i verdens bedste ishockeyliga, NHL. (Foto: Beate Oma Dahle © Beate Oma Dahle / NTB)

Man behøver bare kigge tilbage på OL-kvalifikationen i august, hvor Danmark for første gang nogensinde spillede sig til de olympiske lege, for at finde beviset på, at NHL’erne er vigtige for landsholdet.

Her stod de seneste sæsoners mest markante danske NHL-profiler, Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand, bag otte af Danmarks 17 scoringer.

Men hvem skal sende det danske landshold til OL i fremtiden? Det er det store spørgsmål. For at finde svaret og tage pulsen på den danske talentmasse besøgte DR Sporten udviklingschef i Danmarks Ishockey Union, Thomas Madsen, under efterårsferiens talentsamling for spillere under 17 år.

Meget symbolsk var fremtidens danske ishockeystjerner samlet på isen i Herning. Præcis samme sted, hvor Danmarks første NHL-spiller, Frans Nielsen, skøjtede rundt hele sin ungdom.

Frans Nielsen var proppen, som fik den danske hockeyketchup til at vælte ud, efter han i 2007 debuterede i verdens bedste ishockeyliga. De efterfølgende år steg antallet af danskere i NHL hastigt og det, man kunne kalde den gyldne danske hockeygeneration, var født.

Og succes avler ofte succes. Således også i blandt danske ishockeytalenter. Retter man blikket mod den årlige draft – der hvor NHL-klubberne sætter navne på de talenter, de tror mest på de kommende år – var der fra Nielsens draft i 2002 danskere på listen i 13 ud af de efterfølgende 15 år.

Men de sidste fire år er der ikke blevet draftet en dansk markspiller, samtidig med at de nationer, som Danmark kæmper med på verdensranglisten, har fået gang i deres draft, og den udvikling er ikke gået Danmarks Ishockey Unions næse forbi.

- Jeg vil ikke sige, at alarmklokkerne ringer, lyder det fra Thomas Madsen.

- Men vi har været bevidste om, at der kunne komme et gab i antallet af spillere, som bliver draftet. Det er jo et godt pejlemærke for, hvordan vores talentarbejde går, og vi skulle helst som minimum være på niveau med nationerne omkring os.

Men et er at blive draftet, noget andet er at nå gennem nåleøjet og få sig en fast kontrakt i NHL. Retter man blikket mod loftet i træningshallen på Herning Isstadion, hænger der skilte med alle de herningensere, som gennem de seneste 15 år er gået hele vejen til NHL. Navne som Frans Nielsen, Peter Regin, Frederik Andersen og Oliver Bjorkstrand. Alle spillere med flere end 200 kampe i ishockeyens forjættede land.

Men kigger man mod talenterne på isen, kan det være svært at få øje på, hvem der bliver den næste dansker med fast spilletid i NHL.

En af forklaringerne er, at konkurrencen 'bare er benhård', som Thomas Madsen formulerer det, dog med en efterfølgende bemærkning om, at det ikke skal lyde som en undskyldning.

Men kigger man på Danmarks konkurrenter på ishockeyens verdenskort, er der noget om snakken. I Danmark findes der omkring 5.000 ishockeyspillere, mens der i Østrig findes 7.500 og flere end 10.000 i Norge.

- Når vi har 80 talenter på en årgang, så bliver vores hitrate bare mindre end de lande vi sammenligner os med, og så kæmper vi også med noget, som vi ikke rigtig kan sætte en finger på. Vi kan jo også konstatere, at vi ikke har lykkedes lige så godt de seneste år, som vi gjorde for år tilbage.

Hvad det så er, der mangler, leder Danmarks Ishockey Union med lys og lygte efter. De seneste år er der blevet oprustet på talentudviklingen, ligesom der er kommet større fokus på overgangen fra ungdom til senior.

- Vi har kigget nøgternt på det og har konstateret, at vi har nogle ting, som vi kan justere og optimere i vores spilleruddannelse. Det er vi begyndt at gøre, og det kommer vi til at se udbyttet af de kommende år.

Thomas Madsen anerkender præmissen om, at danske talenter de seneste år ikke har haft samme gennemslagskraft som for år tilbage, men påpeger, og retter blikket mod talenterne på isen bag os, at vi ikke har sent den sidste dansker med fast kontrakt i NHL.

- Man kan sagtens være et forbillede, når man spiller i en af de store europæiske ligaer, men alle ishockeyspillere drømmer om at spille i NHL, og det er klart, at det er vigtigt for troen på det, at vi har nogle danskere, som viser vejen. De er uundværlige for dansk ishockey.

Den betragtning er DR Sportens ishockeykommentator, Frederik Lindved, enig i, men modsat Thomas Madsen, ser han mere skeptisk på det faktum, at der ikke er blevet draftet en dansk markspiller de seneste fire år.

- Det er voldsomt alarmerende. For selvom der bliver udviklet gode spillere i dansk ishockey, så skal vi altså udvikle nogle, som kan komme op på øverste niveau. Der skal være nogen, som bider sig fast i NHL, og der er det bekymrende, at draften er tørret så meget ud set med danske briller, for det er måske et tegn på, at talenterne ikke er så åbenlyse.

FacebookTwitter