Dansk målmand fører sit NHL-hold i slutspillet med pragtpræstation

Frederik Andersen høster store roser, efter at han blot lukkede et mål ind i Toronto Maple Leafs sejr i NHL.

Frederik Andersen (31) med en af sine mange redninger i sejren over New York Islanders. (Foto: BRUCE BENNETT © Scanpix)

Den danske NHL-målmand Frederik Andersen skal spille med i slutspillet, Stanley Cup.

Det står klart, efter at den 29-årige danskers hold, Toronto Maple Leafs, slog New York Islanders 2-1 i Nassau Coliseum i New York.

Med sejren har Toronto Maple Leafs 99 point i Eastern Conferences Atlantic-division og er dermed sikret en plads i slutspillet.

Frederik Andersen blev den store helt for Maple Leafs, da han reddede 28 ud af 29 skud og dermed endte med en redningsprocent på 96,6 procent.

Canadiske John Tavares scorede et af Maple Leafs to mål. Efter kampen roste han danskerens præstation.

- Han har været vores rygrad gennem hele året. Det er dejligt at se ham have sådan en aften. Han så så fattet og rolig ud, siger John Tavares ifølge nyhedsbureauet AP.

Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs er sikre på at møde Boston Bruins i slutspillets første runde. Holdet kan stadig nå at få hjemmebanefordel.

/ritzau/

Facebook
Twitter