Dansk NHL-plankeværk laver 42 redninger og en sjælden assist

Ishockeymålmanden Frederik Andersen spillede en afgørende rolle, da hans hold Toronto Maple Leafs i nat vandt i NHL.

Frederik Andersen (tv.) er den NHL-målmand med flest sejre i indeværende sæson. (Foto: John Hefti © Scanpix)

Den danske NHL-målmand Frederik Andersen spillede en afgørende rolle, da hans hold Toronto Maple Leafs i nat slog San Jose Sharks 5-3 i den amerikanske ishockeyliga.

Danskeren diskede nemlig op med imponerende 42 redninger og en redningsprocent på over 93, hvilken var stærkt medvirkende til udesejren i San Jose.

Derudover blev det også til en sjælden målmandsassist, da Andersen elegant sendte en lang pasning op til holdkammeraten Mitchell Marner, der med seks minutter tilbage gjorde det til kampens resultat 5-3.

Det var Andersens niende oplæg i NHL, hvor han har spillet 314 kampe siden 2013.

Med sejren er Toronto Maple Leafs nu det tredjebedste hold i NHL.