Danske ishockeykvinder viser flot spil i træningsturnering

Det er blevet til to sejre på to dage for det danske ishockeylandshold, der har vist sig at være meget målfarlige.

Så længe der ikke er noget på spil, skal man selvfølgelig være påpasselig med at vurdere for meget ud fra de to kampe, som de danske kvinder på ishockeylandsholdet har spillet torsdag og fredag. Alligevel kan man dog se på et hold, som samlet set har sat 15 mål på tavlen.

Det flotteste resultat kom fredag, hvor Danmark vandt en målrig affære med 6-5 over Ungarn. Sejren blev i høj grad grundlagt af en yderst effektiv Josefine Høgh Persson, som til daglig spiller for svenske Lulea, der scorede tre af danskernes seks mål.

Før tredje periode var Danmark bagud 4-3, men det vendte de i den sidste periode med tre mål.

Torsdag vandt danskerne med imponerende 9-1 over et svagt kinesisk landshold. Her var det primært Silke Glud, som viste sig frem. Hun scorede nemlig intet mindre end fem af de ni danske mål.

Træningsturneringen spilles i Ungarn. Danmark slutter af med en placeringskamp lørdag.

Facebook
Twitter