En fryd for øjet.
Rammerne var som taget ud af et postkort, da den nordamerikanske ishockeyliga, NHL, rykkede teltpælene op og flyttede ud i det fri.
Ved Lake Tahoe på grænsen mellem staterne Nevada og Californien skulle Colorado Avalanche og Vegas Golden Knights lørdag mødes der, hvor mange af spillerne forelskede sig i is og skøjter - udenfor, i naturen.
- Sporten i sin reneste form, som Avalanche-spilleren Gabriel Landeskog sagde inden kampen.
Fra 2003 til 2020 har NHL 30 gange - med succes - rykket ishockey udendørs. Som for eksempel i 2011, hvor de indtog NFL-stadionet Heinz Field i Pittsburgh. Det endte med at blive den mest sete grundspilskamp i 36 år.
Så ja, NHL havde erfaringen, men Moder Natur er ikke altid lige sådan til at tale med, måtte arrangørerne hurtigt sande.
Allerede efter første periode blev kampen stoppet, fordi solen fik isen til at smelte. Spillerne, ja de skøjtede rundt - billedligt, bogstaveligt - på det flere steder slush ice-lignende underlag.
Først otte timer senere, da solen gik ned og mørket havde sænket sig over den oplyste udendørsarena, lykkedes det at færdigspille kampen.
- Isen blev problematisk ret tidligt, og det var primært på grund af solens styrke. Vi havde problemer allerede i første periode med spillere, der ikke kunne bevare fodfæstet, særligt omkring logoerne på isen, fordi de absorberede sollyset mere, sagde Bill Daly, NHL's vicekommissær.
- Vi besluttede, at det ikke var sikkert at fortsætte, sagde han.
Colorado Avalanche endte med at vinde kampen 3-2 over Vegas Golden Knights.
I nat forsøger de igen
Som i flere af de andre store amerikanske idrætsgrene, foregår NHL-kampene lige nu uden tilskuere, og her var det udendørs ishockey-forsøg ingen undtagelse - og dog.
For lokalbefolkningen ved Lake Tahoe fandt kreativiteten frem og formåede på alternativ vis at overvære NHL-kampen. På vandscootere, i kajakker og på både.
Det tager normalt omkring et år at planlægge en udendørs kamp i NHL, men weekendens mellem Colorado Avalanche og Vegas Golden Knights blev stablet på benene med kun to måneders forberedelse.
- Vi har lært meget i corona-boblen og af dennes miljø, og det har vi overført til dette forsøg, sagde Steve Mayer, NHL's indholdschef, til The New York Times tidligere på ugen.
Arrangørerne har dog ikke ladet sig afskrække af oplevelsen med smeltende is. Natten til mandag spilles igen på isarenaen ved Lake Tahoe, hvor Boston Briuns og Philadelphia Flyers tørner sammen.
Den var oprindeligt planlagt til klokken 15.00 lokal tid, men er siden rykket fire timer og 30 minutter til klokken 19.30 i stedet.
Man ved jo aldrig, hvad hende Moder Natur finder på.