Ehlers finder målformen frem i NHL

Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets sikrede sig natten til onsdag en solid sejr over Pittsburgh Penguins i NHL.

Nikolaj Ehlers kom på tavlen for anden kamp i træk. (Foto: Charles LeClaire © Scanpix)

Den danske ishockeystjerne Nikolaj Ehlers har natten til onsdag hjulpet sit hold, Winnipeg Jets, godt på vej til en udebanesejr mod Pittsburgh Penguins i NHL.

Pittsburgh sikrede sig ellers hurtigt kampens første mål blot 32 sekunder inde i første periode. Men derfra tog det fart for Winnipeg Jets.

Først udlignede Ehlers' holdkammerat Ville Heinola til 1-1.

Og efter 9 minutter og 55 sekunder af første periode fik danskeren pucken i mål og bragte Winnipeg Jets foran.

I anden periode scorede både Tucker Poolman og Neal Pionk for Winnipeg Jets, som dermed vandt kampen 4-1.

Nikolaj Ehlers' faldt i første periode af kampen. (Foto: Justin Berl © Scanpix)

Det er anden nat i træk, at en dansker markerer sig på isen i NHL. Natten til tirsdag scorede Oliver Bjorkstrand for Columbus Blue Jackets.

Columbus vandt 4-3 over Buffalo Sabres, hvilket blev holdets første sejr i den igangværende sæson.

Nikolaj Ehlers var ikke den eneste dansker på isen natten til onsdag - men dog ene om at blive noteret for et mål.

Lars Eller fik godt 15 minutter på isen for Washington Capitals, der efter forlænget spilletid tabte 3-4 til Dallas Stars. Lars Eller havde to skud på mål.

Patrick Russell var i aktion for Edmonton Oilers, der vandt 5-2 over New York Islanders. Russell fik lidt over 13 minutter på isen.

Skade holder Frans Nielsen væk fra isen i Detroit

Frans Nielsen kæmpede med en skade i testkampene før sæsonstarten i den nordamerikanske ishockeyliga NHL, og nu har den danske centerspiller igen været uheldig.

Detroit Red Wings har placeret Nielsen på listen over skadede spillere, og som sædvanen er på de kanter, er der ingen nærmere forklaring på, hvad der er galt med den 35-årige veteran.

Frans Nielsen udgik i søndagens kamp mod Dallas Stars, efter at han blev ramt i hovedet af en puck, og amerikanske medier spekulerer i, at det er det uheld, der har tvunget danskeren ud af holdet.

Frans Nielsen er ramt af en skade, der formentlig kommer til at koste ham flere kampe på tribunen. (Foto: Ron Chenoy © Scanpix)

Han var ikke på isen, da Detroit Red Wings natten til onsdag dansk tid tabte 1-3 til Anaheim Ducks og dermed led sæsonens første nederlag.

Ifølge tv-stationen CBS skal man forvente, at han som minimum kommer til at gå glip af tre kampe.

Holder den prognose stik, må holdet undvære Nielsen mod Montreal Canadiens natten til lørdag og Toronto Maple Leafs natten til mandag.

Han kan dermed i bedste fald sigte efter at være tilbage om en uge, når Detroit tager til Canada for at spille tre kampe på fire dage.

Frans Nielsen er i gang med sin 14. sæson i NHL, hvor han ud over Detroit Red Wings har repræsenteret New York Islanders. Han er i alt noteret for hele 862 kampe i den stærke liga.

/ritzau/