Lars Eller fik i nat dansk tid debut for St. Louis Blues i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Og den 20-årige forward gjorde sig yders positivt bemærket på hjemmebanen i Scottrade Center, hvor Calgary Flames var på besøg. Ikke mindst, da han i tredje periode udlignede til 1-1. Forinden havde Eller selv trukket den udvisning, der gav powerplay i situationen. Målet scorede han med albuen, da han stod inde foran mål for at rette et skud af. Og det til perfektion.
Lars Eller er den 12. spiller i St. Louis, der scorer i sin debut.
Men desværre for Eller og holdkammeraterne tabte St. Louis kampen 2-1 efter forlænget spilletid. Danskeren kunne dog trøste sig med, at han blev kåret som sit holds bedste og kampens tredjebedste spiller.
St. Louis Blues ligger sidst i divisionen Central i Western Conference. Lars Eller og co. har et point op til Nashville på fjerdepladsen.