Esbjerg Energy henter amerikaner til offensiven

Sølvvinderne fra Esbjerg Energy har hentet amerikansk forstærkning til angrebskæden til næste sæson.

Mario Lamoureux har tidligere spillet for Bridgeport Sound Tigers, der er udviklingshold for New York Islanders. (Foto: Christopher Pasatieri © Getty Images)

I jagten på at veksle sidste sæsons sølvmedaljer til guld i den kommende har Esbjerg Energy forstærket sig på centerpositionen.

Når holdet løber på isen i Metal Ligaen i næste sæson vil det være med amerikaneren Mario Lamoureux på holdkortet.

Mario er en stærk tovejs-center med store kvaliteter i både offensiven og defensiven

Cheftræner, Mark Pederson

- Mario er en stærk tovejs-center med store kvaliteter i både offensiven og defensiven, siger cheftræner Mark Pederson i en pressemeddelelse.

- Vi har fået ham anbefalet af flere, blandt andre den tidligere Esbjerg-back Jannik Christensen, som sidste år spillede med ham i East Coast Hockey League for Quad City Mallard.

Har spillet i rækken under NHL

27-årige Lamoureux har foruden tiden i East Coast Hockey League også gjort sig i American Hockey League, der er en udviklingsliga for NHL-klubberne, samt haft et kort ophold i østrigsk ishockey.

- Jeg forventer af ham, at han deltager i alle dele af spillet, både på og uden for isen. De lederegenskaber, han besidder, skal udnyttes i omklædningsrummet og på bænken, lyder det fra Mark Pederson.

/ritzau/