Esbjerg skøjter mod toppen efter fjerde sejr i træk

På ni dage har Esbjerg Energy hentet fire sejre og byttet bunden ud med en midterplacering i Metal Ligaen.

Esbjerg Energys har vundet fire kampe i streg de seneste ni dage. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Ishockeyspillerne fra Esbjerg Energy hentede torsdag den fjerde sejr i træk inden for ni dage i landets bedste række.

Dermed er vestjyderne rykket fra bunden og op på en femteplads i Metal Ligaen.

Torsdag aften blev rækkens nummer tre, lokalrivalen Sønderjyske, slået med 3-1 i Esbjerg.

Canadiske Jesse Mychan sendte værterne i front efter godt syv minutter, og Nik Andersen øgede til 2-0 for Esbjerg hen imod slutningen af første periode.

Godt midtvejs i tredje periode skabte Sønderjyskes Rasmus Schultz Lyo spænding med reduceringen til 1-2.

Tættere på kom gæsterne ikke, og i slutfasen cementerede Andreas Grundtvig Esbjergs sejr med opgørets sidste scoring til 3-1.

Siden 4. december har Esbjerg slået Rødovre Mighty Bulls, de regerende mestre fra Aalborg Pirates, Odense Mighty Bulls og nu Sønderjyske. Sejrene har givet 11 point og flyttet holdet fra bunden i ligaen til midterfeltet.

/ritzau/

Facebook
Twitter