Fremtidens stjerner på isen: Her er de tre største talenter

DR Sporten sætter lup på tre af landets mest lovende ishockey-talenter.

I et lille ishockeyland som Danmark burde det egentlig ikke være muligt at skabe så mange stjerner, som det er tilfældet.

Hele 14 danskere har kæmpet sig igennem nåleøjet til verdens bedste liga, siden Frans Nielsen som den første banede vejen med sin NHL-debut i 2007.

Men hvem bliver de næste store stjerner?

Sammen med talentchef i Danmarks Ishockey Union Olaf Eller kigger vi her nærmere på tre unikke danske talenter, der alle har potentialet til en dag at udleve ishockeydrømmen i verdens bedste liga.

Marcus Almquist - kan 166 cm nå verdenstoppen?

(Foto: Ian Nielsen)

Han er bare 16 år gammel, men Marcus Almquist har allerede bevist, at han er et specielt talent. Godt nok fylder han ikke meget i landskabet med sine 166 centimeter, men på isen kommer både mål og assists i en lind strøm fra Almquist trods modstandere langt over egen vægtklasse.

Han har domineret store talentturneringer i Sverige, og da han i december rejste til VM med det danske U20-landshold, var han den yngste spiller i hele slutrunden - tre år yngre end de fleste med- og modspillere.

Ishockeyopvæksten har Marcus Almquist fået i Rødovre, og han har netop afsluttet sin første sæson for juniorholdene i svenske HV71.

Olaf Eller om Marcus Almquist:

Hvad gør ham unik?

- Han har en målnæse og fart i skøjteløbet uden lige og en helt utrolig spilopfattelse. Marcus læser situationerne på isen lynhurtigt og udfører tingene ligeså hurtigt. På plussiden har jeg aldrig set noget lignende.

Hvor langt kan han nå?

- Han kan nå NHL - det er der ingen tvivl om. Men der er selvfølgelig rigtig mange trappetrin endnu i hans karriere, og meget afhænger af Marcus’ vilje til at prioritere og sætte en række ting til side for at nå hele vejen. Nu er det ikke længere bare talent, der afgør det.

Hvad er næste skridt?

- Han skal være en dominerende spiller i den svenske U20-liga næste sæson. Med tiden skal han også vokse rent fysisk, for han kan ikke spille NHL, hvis ikke han bliver højere end 166 centimeter. Og så må han ikke afvige fra at være fuldt dedikeret i sin træning.

- Det er næste udviklingsskridt i Sverige, og inden for et år skal han så træffe et valg mellem eliteishockey i Sverige eller juniorishockey i Nordamerika.

Frederik Dichow - den næste Frederik Andersen?

(Foto: Ian Nielsen)

Alle målmænd i verden drømmer om et af de 31 jobs som førstevalg i NHL. Og historisk set er det blevet ved drømmene for de fleste danske kombattanter.

Hos Toronto Maple Leafs sidder Frederik Andersen dog tungt på målmandsposten, og måske kan han snart se frem til en dansk målmandskollega i verdens bedste liga.

19-årige Frederik Dichow er nemlig allerede sluppet gennem første nåleøje - i sommeren 2019 valgte Montreal Canadiens ham som nummer 138 i den årlige draft.

Et stort skulderklap til Vojens-drengen, der allerede har været udtaget til Danmarks seniorlandshold. Efter et år i svenske Malmö tager han nu springet til Canada, hvor han skal spille for Sudbury Wolves i den stærke OHL-juniorliga.

Olaf Eller om Frederik Dichow:

Hvad gør ham unik?

- Han er en meget teknisk dygtig målmand - på et niveau ud over det normale. Hans bevægelser i målet, evnen til at flytte sig og til at læse spilsituationerne er imponerende. Og så har han en fantastisk ro i målet, der næsten minder om Frederik Andersen.

Hvor langt kan han nå?

- Det er en længere rejse for en målmand end for en spiller, men Frederik kan gå hele vejen til NHL. Han har den rigtig træningsvilje og arbejder ekstremt hårdt og dedikeret. Og så er han en meget stor målmand med en god fysik.

Hvad er næste skridt?

- Han tager hul på sit sidste juniorår nu, så efter det skal han formå at etablere sig i AHL (rækken under NHL, red.). Han skal kunne blive hængende i Nordamerika på et højt niveau. NHL er ikke nødvendigvis det næste skridt allerede, for 19 år er stadig meget ungt for en målmand, men han skal bide sig fast i AHL.

Kasper Larsen - kæmpen, der har hele pakken

(Foto: Ian Nielsen)

Det er ikke mange, der kan prale af de kvaliteter, Kasper Larsen besidder. Han er kæmpestor, forstår at udnytte sin enorme fysik på isen, og så er han det, man på hockeysprog kalder en spillende back. Altså en dygtig pasningsspiller, der kan tage del i offensiven med både mål og assists.

I starten af denne sæson debuterede han i den danske liga som bare 16-årig, og præstationerne for Rødovre Mighty Bulls var så overbevisende, at han blev belønnet med en plads på landsholdet til U20-VM.

Trods en voldsom skade og en ødelagt milt til VM, der satte en stopper for resten af sæsonen, har Kasper Larsen dog alle kvaliteter til en stor fremtid.

Olaf Eller om Kasper Larsen:

Hvad gør ham unik?

- Han har et unikt blik for spillet, et ekstremt godt pasningsspil og et virkelig godt skud. Og så er han samtidig en muskuløs spiller, der er fysisk i sit spil.

- Mange backer på hans størrelse er relativt begrænsede på teknik og spilopfattelse, men Kasper er stor, teknisk dygtig og har en enestående forståelse af spillet. Det er meget sjældent, vi ser den kombination.

Hvor langt kan han nå?

- Kasper kan klart nå NHL. Han mangler noget hurtighed på de første meter, som er meget væsentligt for at blive NHL-spiller, men det er et spørgsmål om træning.

Hvad er næste skridt?

- Næste skridt er enten at blive en dominerende spiller i den danske liga eller tage skridtet til nordamerikansk juniorhockey. Han har fysikken til at spille i Nordamerika, og det vil have stor betydning at spille på de mindre baner, hvor han bliver presset til at udvikle sin hurtighed på skøjterne.