Groggy eller hovedskadet for alvor? Spillere savner viden om hjernerystelser

Spillerforeningen efterspørger mere information om hjernerystelser i ishockey. Union arbejder på sagen.

Aalborgs Alexander Collberg er i isen i pokalfinalen i foråret efter en tackling. Han må udgå med en hjernerystelse, der stadig holder ham væk fra isen og truer med at sætte en stopper for hans karriere.

Når en ishockeyspiller er slået fuldstændig ud, har tabt bevidstheden og skal have støtte af op til flere personer for at komme fra banen, er der typisk ikke meget at rafle om. Lægen ved, hvilke symptomer han skal kigge efter; symptomer på hjernerystelse.

Men så let er det ikke altid. Eller snarere så tydeligt.

For spillere kan også få hjernerystelser af mindre sammenstød med bander eller modstandere, og symptomerne på hjernerystelser opstår ikke nødvendigvis med det samme.

- Det er rigtig, rigtig svært for os, der står uden for at forudsige, om det her er noget, eller det ikke er noget, siger læge i Gentofte Stars Lars Broksø.

Når en hjernerystelse ikke giver sig til kende ved første øjekast fra en læge, er det derfor vigtigt, at spilleren selv ved, hvilke symptomer han eller hun skal være opmærksom på.

Derfor ønsker spillernes forening, Danske Elitesportsudøveres Forening, mere viden om hjernerystelser.

- Vi vil ikke bare have viden om, hvor alvorlig en hjernerystelse kan være, men også hvordan man diagnosticerer og kommer videre bagefter, siger bestyrelsesmedlem i DEF, Morten Andreasen.

Samme holdning deles af læge Lars Broksø.

- For mig at se er spilleruddannelse og lederuddannelse helt centralt for at højne kvaliteten i behandlingen, men også for at kunne identificere de her hjernerystelser.

Mere udførlig protokol i NHL

I Spillerforeningen skeler man til den anden side af Atlanten, hvor man i NHL har en anden protokol for diagnosticering og efterbehandling end i Danmark. En protokol, som NHL-spillerne har adgang til.

- Jeg har set den, man bruger i NHL, og den er meget mere udførlig og meget mere detaljeret, end den er i Danmark, siger Morten Andreasen og tilføjer:

- Den indeholder også noget information om, hvordan det hele fungeret. Og hvordan man kan undgå skader, og hvordan man så bliver behandlet, når man får en skade.

Unionen arbejder på sagen

I Danmarks Ishockey Union er man bevidste om, at spillerne og klubberne skal have mere information om hjernerystelser. Information, som unionen fremadrettet vil arbejde på at give dem.

- Der ligger en opgave for os i at informere klubberne så meget som muligt, siger direktør i Danmarks Ishockey Union Ulrik Larsen.

- Primært igennem de besøg, vi har i klubberne, men også igennem træneruddannelsen, hvor vi kommer til at lave et specifikt kapitel, der omhandler hovedskader, og hvordan man som ishockeyspiller undgår skader.

Unionen har sammen med Dansk Håndbold Forbund fået nedsat et udvalg i Danmarks Idrætsforbund-regi, der til efteråret vil komme med retningslinjer for, hvordan man håndterer hovedskader bedst muligt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter