Herlevs finaleplads får følelserne til at buldre hos ørnene

Ishockeyholdet Herlev Eagles er for første gang siden 2003 i en finale, når der lørdag skal spilles pokalfinale i Vojens.

En gang imellem betyder noget mere for nogen, end det gør for andre.

Den fornemmelse får man, når man taler med Nicolai Flindt, der er bestyrelsesformand i ishockeyklubben Herlev Eagles.

Holdet er klar til sin første pokalfinale, ja faktisk første finale i det hele taget, siden 2003 efter en sejr på 4-3 over Odense Bulldogs ved Metal Final4.

- Jeg vil være ærlig og sige, at jeg er sådan lidt halvhøj lige nu, siger han, da DR Sporten fanger ham på en telefonlinje kort efter kampen.

- Det er 21 år siden, vi senest var i en finale, og os der er omkring klubben har været i gang i 14 år nu. Det her er for mig det største.

Nicolai Flindt havde svært ved at være i sig selv i minutterne, før kampen sluttede.

Det er ikke omkostningsfrit at være ildsjæl, og Nicolai Flindt lægger ikke skjul på, at der bliver lagt mange timer i Herlev Eagles af både ham, og de folk omkring ham der elsker klubben på lig fod.

Derfor er sjælden succes heller ikke noget, man skal tage let på.

- Det betyder, at man har 10 år mere i sig. At kunne se at man med den rette sammensætning af dedikerede mennesker kan opnå mere, end hvad budgettet burde, det giver en motivation til at sige "lad os blive ved med det her, det er nemlig virkeligt sjovt".

- Det er utroligt stort, det må jeg virkelig sige.

En neglebider

Semifinalen mellem Herlev Eagles og Odense Bulldogs forløb, som var den skrevet ud fra en Hollywood-skabelon.

De undertippede viser sig stærke, men som kampen skrider frem, er det hele ved at smuldre til sidst.

- Jeg kan dårligt nok huske de sidste minutter af kampen. De er meget sløret for mig, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Nicolai Flindt.

Herlev Eagles havde ellers etableret en solid føring på 4-1 kort inde i anden periode. Men så begyndte fynboerne at bide fra sig. 4-1 blev til 4-2. Og så strøg endnu en puck i nettet hos Eagles.

- Da de scorede til 4-3 tænkte jeg "shit". For der var så utrolig lang vej hjem. Det var 20 meget lange minutter i tredje periode, og især de sidste tre-fire minutter føltes som år.

Gennem hele tredje periode sloges de to mandskaber om at kunne kalde sig finalister, men hverken ørnene eller hundene kunne få nettet til at blafre. Dermed forblev cifrene 4-3 til Herlev på scoretavlen.

- Jeg blev virkelig rørt, og jeg var sammen med den øvrige ledelse og min familie. Alle ved jo, hvor meget vi har kæmpet for det. Det har været svære og hårde tider, og så lige pludselig står man med sådan en forløsning, siger Nicolai Flindt.

- Det var utrolig følelsesladet. Vi ved godt, at det her er ikke noget, vi kommer til at opleve hver, hvert andet eller hvert femte år.

Herlevs fans var mødt talstærkt op til semifinalen.

To plus to giver fem i Herlev

Nicolai Flindt er ikke bleg for bruge store ord, når han skal beskrive de følelser, der fylder på sådan en aften. Og for ham er det åbenlyst et resultat af en gruppe af mennesker, der bidrager med noget ekstra til fællesskabet.

- Gruppen, sportschefen, trænerteamet og alle der er omkring holdet er jo som en familie, og vi arbejder alle sammen i samme retning. Det er det, der gør, at vi har noget unikt. Vi får to plus to til at give fem, og det kommer vi også til at gøre lørdag, siger han.

For en kort stund skulle man næsten tro, at en finaleplads alene er et tilfredsstillende resultat for Nicolai Flindt og Herlev Eagles. Men hvis man tror, at det unikke fællesskab er blottet for konkurrencemennesker, kan man godt tro om igen.

- Når man står i en finale, har man jo ikke vundet noget som helst endnu. Der er ingen, der husker en to'er om nogle år. Så det, der virkelig rykker, er at vinde lørdag. At tabe finalen ville være en virkelig flad fornemmelse, siger Nicolai Flindt.

- Jeg er sikker på, at vi kan vinde, for jeg synes faktisk, vi har et utroligt godt ishockeyhold. Ligegyldigt hvad vil det være som underdog, og hvem holder ikke med en underdog?

Herlev Eagles møder Herning Blue Fox i pokalfinalen. En kamp der spilles lørdag den 11. februar klokken 18:00.