Hvidovres kvinder er danske mestre for femte gang i træk

Med en sejr på 4-3 i den afgørende finalekamp vandt Hvidovre over Herlev i DM-finalen.

For femte gang i træk kan kvinderne fra Hvidovre Ishockey kalde sig danmarksmestre. (Foto: Frank Nielsen © FN Sportsfoto)

Hvidovres kvinder genvandt i dag det danske mesterskab i ishockey. Det er femte gang i træk, at klubben vinder danmarksmesterskabet.

Mandag aften vandt kvinderne fra Hvidovre den tredje og afgørende finalekamp mod Herlev.

Kampen sluttede 4-3 til Hvidovre og blev først afgjort syv minutter før tid, da Sanne Just Jensen scorede kampens sidste mål og sendte danmarksmesterskabet til Hvidovre.

Hvidovre har nu nappet syv af de seneste otte danske mesterskaber, men bedriften i denne sæson er måske endnu større end tidligere. Hovedstadsklubben mistede nemlig et halvt hold til den svenske klub Malmø inden denne sæson.

De sidste 11 sæsoner er guldet i kvindernes isliga gået til enten Herlev eller Hvidovre.

Facebook
Twitter