Ishockeyskuffelse fyrer træneren

Copenhagen Hockey og træner Morten Hagens veje skilles. Med fire point i 13 kampe skal der ske et eller andet i det københavnske klubsamarbejde.

Copenhagen Hockey har været under pres hele denne sæson, således også her mod Sønderjyske, og nu skal en ny træner prøves af. (Foto: Jan Korsgaard © kanut.dk)

Copenhagen Hockey og træner Morten Hagens veje skilles.

Klubben, som er en sammenslutning af Hvidovre IK, Gladsaxe IS og København SF, har kun skrabet fire point sammen i sæsonens første 13 kampe i AL Bank-ligaen. Derfor skal der ske et eller andet.

- Jeg påtager mig det fulde ansvar for holdets placering i tabellen. Ingen må stå over holdets succes - heller ikke træneren. Jeg håber, at dette er det, der skal til for at vende skuden. Drengene har fortjent at komme med i slutspillet, siger Morten Hagen til klubbens hjemmeside.

Hans afløser er endnu ikke fundet, men det forventes at være på plads " i løbet af meget kort tid", som det hedder.

Langt mellem de jyske sejre

Copenhagen Hockey var meget ambitiøs, da de annoncerede samarbejdet mellem de tre klubber.

- Vi har altid ønsket at banke jyderne, så det er helt klart et af motiverne - nu skal jyderne fandeme ikke vinde igen og igen og igen, sagde bestyrelsesformand Jim Bergholdt med et glimt i øjet til DR Sporten tilbage i juni 2011.

Men de har siden både fået bank af Rødovre, Herlev, Odense og de fem jyske klubber, så der er endnu et stykke vej til de medajler, som klubben mente, var et realistisk mål inden for "de næste år", som det hed.

Holdet møder Frederikshavn hjemme på Frihedens Isstadion på fredag.

Facebook
Twitter