Ishockeyslutspil udskydes på ubestemt tid: 'Vi er i en dyb og alvorlig krise'

Slutspillet i den danske ishockeyliga er udsat på ubestemt tid som følge af regeringens anbefaling om ikke at afvikle arrangementer med over 1000 deltagere.

Ishockeyligaens slutspil skulle være startet på fredag. Det er nu udskudt på ubestemt tid. (arkivfoto) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Slutspillet i den danske ishockeyliga er udsat på ubestemt tid som følge af regeringens anbefaling om ikke at afvikle arrangementer med over 1000 deltagere på grund af frygt for spredning af coronavirus.

Det oplyser Danmarks Ishockeyunion (DIU) i en pressemeddelelse.

Beslutningen kommer efter et krisemøde i ligaforeningen mandag. Her har klubberne diskuteret, hvad man skulle stille op med slutspillet, der efter planen skulle være startet på fredag.

- Gennemgående står vi i en knaldhård situation, der har bragt dansk ishockey i en dyb og alvorlig krise, siger Klaus B. Rasmussen, der er formand for ligaforeningen.

- Slutspillet er en yderst essentiel del af ishockeysæsonen, og vi har klubber, der er på kanten til at lukke ned. Derfor har vi valgt en løsning, der er mest solidarisk for samtlige Metal Ligaens klubber, lyder det.

Ligaforeningen afholdt onsdag et krisemøde om situationen i dansk ishockey. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Planen er nu, at slutspillet bliver sat i gang i et forandret format, så snart der igen er mulighed for at spille med tilskuere.

Det nye format betyder, at der i denne sæson ikke bliver de sædvanlige kvartfinale-, semifinale- og finaleserier, der normalt spilles bedst af syv kampe.

I stedet skal de otte hold i slutspillet spille en miniturnering alle mod alle - altså 14 kampe til hvert hold.

De fire øverst placerede efter grundspillet starter med henholdsvis fire, tre, to og et point. De øvrige hold indleder slutspillet uden point på kontoen.

Dermed udgår en af de normale fordele, hvor de bedst placerede klubber i grundspillet selv vælger deres kvartfinalemodstander. Her var grundspilsvinderne fra Aalborg Pirates ellers udset til at være førstevælger.

- Det er langt fra optimalt sportsligt, som vi har præsteret i grundspillet indtil nu, men faktum er bare, at denne sag er større end det sportslige. Den drejer sig om overlevelse for rigtig mange klubber, siger Aalborg Pirates-direktøren til DR Sporten.

Administrerende direktør i Aalborg Pirates, Thomas Bjuring (th.), kalder situationen i dansk ishockey 'kristisk for alle danske ligaklubber'. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Den model, der er lavet, er kollektiv og vil sikre størst sandsynlighed for flest mulige overlevere, siger Thomas Bjuring og kalder det ekstraordinære omstændigheder, der omhandler dansk ishockeys fremtid.

Sidste runde i grundspillet afvikles som planlagt tirsdag aften i tomme haller. Derefter bliver turneringen sat på pause, indtil der er grønt lys til at lukke folk ind til kampene.

Ishockeyturneringen kan genoptages med tre dages varsel. Hvis ikke, det er sket ved udgangen af marts, skal ligaforeningen samles igen for at beslutte, hvad der så skal ske, lyder det i pressemeddelelsen.

Klubber kræver kompensation

Statskassen skal hoste op med økonomisk kompensation for manglende entreindtægter, fordi de danske ishockeyklubber følger regeringens anbefaling i coronaspørgsmålet, siger direktør i Danmarks Ishockey Unions (DIU), Ulrik Larsen.

- Noget af det, der skal tales om, er en eller anden form for kompensation. Vores klubber er ikke super velkonsolideret. Det her kan bringe ligaklubberne i fare, siger Ulrik Larsen.

Ishockeysporten efterlyser samtidig langt klarere retningslinjer fra myndighederne end anbefalingen om, at arrangementer med over 1000 personer bør udskydes eller aflyses i resten af marts.

DIU-direktøren vil i stedet have et reelt påbud fra regeringen. Eller i hvert fald en uddybning af, hvorfor grænsen er sat, hvor den er.

- Det er simpelthen for let at stille sig op og sige sådan noget. Det efterlader vores klubber i en meget utilfredsstillende situation. Det er helt uholdbart, siger Ulrik Larsen.

Han slår fast, at der ikke bliver tale om at gå imod regeringens anbefaling og spille kampene med tilskuere i hallen.

- Vi respekterer de beskeder, der er kommet. Det må der ikke være nogen tvivl om. Men vi forventer, at der kommer noget mere klart til os: Hvad er det egentlig, at I vil have, vi skal gøre?

- Skal vi spille med 999 tilskuere? Eller er det bare et tal, der er valgt, fordi det er det, man har gjort i andre lande. Det er vigtigt for os at få det påbud, siger Ulrik Larsen.

/DR Nyheder/