Ishockeyspiller får lang karantæne efter voldsom episode

White Hawks-spilleren Kristian Jensen er idømt 17 spilledages karantæne for at slå en modstander bevidstløs.

Kristian Jensen (th.) har fået en straf på 17 spilledages karantæne efter fredagens slåskamp. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dansk Ishockey Unions disciplinærudvalg har tildelt Kristian Jensen fra Frederikshavn White Hawks en historisk lang karantæne på 17 spilledage. Dermed kommer Kristian Jensen ikke til at spille ishockey før 1. december.

Det sker efter, at Kristian Jensen fredag 20. september i kampen mellem Frederikshavn White Hawks og Odense Bulldogs slog Lucas Bjerre Rasmussen fra Odense Bulldogs, som lå på isen og havde mistet sin hjelm, bevidstløs med et slag.

Det forlyder i kendelsen, at 'handlingen er i sin natur farlig og kan opfattes som et bevidst forsøg på at skade en modspiller… Handlingen er af en karakter, hvordan fejlende spiller burde vide, at handlingen ville udsætte den direkte modspiller for betydelig risiko'.

Til Frederikshavn White Hawks' hjemmeside har Kristian Jensen udtalt følgende.

- Alle, som kender mig, ved, at jeg er en rar person, som ikke vil nogen noget ondt. Hændelsen i fredags ved jeg udmærket godt er uacceptabel og ikke hører hjemme i ishockeysporten. Jeg var meget frustreret i situationen, og alt skete så hurtigt. Jeg opdagede ikke, at hjelmen var røget af Lucas, da jeg gav ham et slag, og jeg nåede ikke at tænke. Det er dog ingen undskyldning, og jeg er meget ked af, at Lucas kom til skade. Jeg ønsker ham kun det bedste og god bedring.

Sætter sporten i miskredit

I kendelsen pointerer Dansk Ishockey Unions disciplinærudvalg, at 'handlingen er i sin helhed et udtryk for mangel på respekt for sine direkte modspillere, har intet med sport at gøre og sætter ishockeysporten i miskredit.'

Metalligaen skriver på sin hjemmeside, at Lucas Bjerre Rasmussen har fået en hjernerystelse, men at han er kommet hjem igen efter at have ligget til observation på hospitalet i Hjørring.

- I morgen (søndag, red.) eller på mandag er det planlagt, at han skal til en kæbekirurg, som skal bedømme frakturen i hans ansigt. Derefter må vi ganske enkelt vente og se på, hvad status er, og hvor lang tid han behøver til at restituere, siger Odense Bulldogs træner, Pelle Svensson, til metalligaen.dk.