Ishockeyunionen: 'Vi skal som minimum have et pigehold i hver klub'

Danmarks Ishockey Union ønsker større konkurrence i den danske liga for kvinder.

Tirsdag kunne Hvidovres ishockeykvinder løfte mesterskabspokalen for fjerde år i træk.

Bedriften i sig selv er imponerende, men med kun seks hold i ligaen får det nu Danmarks Ishockey Union til at komme med en opfordring til de øvrige ishockeyklubber i Danmark.

- Vi skal have flere piger til at spille. Vi skal som minimum prøve at få et pigehold i hver klub, siger Jesper Duus, der er sportschef i Danmarks Ishockey Union.

Formanden for Hvidovre IK, Jesper Bønløkke, deler unionens ønske om at styrke kvindeishockeyen i Danmark.

- Vi kunne godt ønske os, at konkurrencen var større. Det er nærmest hvert år, vi går i finalen mod Herlev, og der er jo ikke så langt at køre mellem Hvidovre og Herlev, men vi så gerne, at der var flere hold med i den danske turnering – også flere hold på niveau med Hvidovre.

Selvom både Danmarks Ishockey Union og Hvidovre IK ønsker større konkurrence, sker forandringen ikke fra den ene dag til den anden.

- Vi bliver nødt til at have et grundlag for det. Det kræver rekruttering fra klubberne, siger Jesper Duus.

Jesper Bønløkke supplerer:

- Vi håber, at flere klubber tager det lange seje træk og får etableret nogle kvindehold. Vi startede i år 2000 med en tiårsplan, hvor et mål var, at pigerne skulle lære at stå på skøjter, og man havde også en plan om at blive dansk mester indenfor 10 år. Det lykkedes også.

Den danske liga er i øjeblikket delt i en østdivision og en vestdivision. I øst spiller Herlev og Hvidovre, mens Herning, Aalborg, Silkeborg og Odense spiller i vestdivisionen.

Det betyder, at Hvidovre i denne sæson har spillet fire kampe i grundspillet.

Foretrækker en dansk liga

Holdene mødes også på tværs af landsdele til en slutspilsturnering, hvor de to bedste hold til sidst mødes i en finaleserie over tre kampe.

Men her er Hvidovre også ganske suveræne. I den seneste slutspilsturnering scorede de danske mestre 65 mål i fem kampe, mens der kun blev lukket fire ind.

Det betyder, at klubben stort set ikke møder modstand i den danske liga.

Derfor har Hvidovre i denne sæson spillet med i den næstbedste, svenske række og deltaget i en stor europæisk turnering.

- Det ville være bedre, hvis vi kunne have en intern, dansk række. At de er begyndt at spille med i Skåne, ser vi også hos nogle af drengeholdene. Det er fint. Men vi skal selvfølgelig forsøge at få så mange klubber som muligt i nærheden af Hvidovres niveau, så det bliver lidt mere ligeværdigt, siger Jesper Duus.

Kan det ikke være med til at skævvride ligaen?

- Det kan det selvfølgelig. Men som det ser ud på nuværende tidspunkt, er det en klar fordel for dansk ishockey, at de gør tingene på den måde, slår Jesper Duus fast.

Drømmen om et OL

For Jesper Bønløkke og Hvidovre IK handler det ikke udelukkende om at øge niveauet for klubbens spillere.

Klubben vil nemlig også gerne hjælpe det danske landshold.

- Vi har et ansvar for kvindeishockey i Danmark. Vi vil gerne producere landsholdsspillere, og hvis de skal kunne begå sig på landsholdet, skal de også udfordres i løbet af sæsonen. Og vi vil gerne have et landshold, som kan komme med til OL i 2022, siger han og fortsætter.

- Hvis vi skal ud og konkurrere med de andre nationer, så kræver det, at vores spillere deltager i kampe, som er fysisk hårdere, og som spilles på et højt niveau.

Og skal det lykkes, er ønsket ganske klart.

- Det er et stort ønske for os, at der kommer nogle flere danske, damehold, siger han.

Med sejren tirsdag sikrede Hvidovres ishockeykvinder klubbens femte titel i alt.

Facebook
Twitter