Justin Bieber på is i Rungsted: Som at få en ny spiller på holdet

Popfænomenet Justin Bieber gav søndag koncert i København. Mandag spillede han ishockey i Rungsted.

Ud over at spille musik, så er Justin Bieber også god til at spille ishockey. Mandag spillede han med Rungsted. (Foto: Nikolai Gade)

- Kun én person kan forvandle en gruppe professionelle hockeyspillere til at være starstruck teenagepiger.

Sådan skriver ishockeyspilleren Alexander Jensen på sin Instagramprofil, hvor popfænomenet Justin Bieber er fotograferet sammen med Rungsted-spillerne.

Dagen efter koncerten i Parken spillede Bieber, der skulle være en ganske habil ischokeyspiller, nemlig med i en intern kamp i Rungsted.

- En fra holdet blev kontaktet i går af hans manager, der ville høre om det kunne lade sig gøre. Det faldt på plads i dag, og efter vores træning så kommer Justin sgu ind og spiller kamp i en times tid, fortæller Nikolai Gade til DR Sporten.

- Det var som en ny spiller, der kommer ind på holdet. Han kom rundt til os - sagde hej og gav hånd, og så gik træningen ellers i gang.

Nikolai Gade fortæller, at Rungsted-spillerne "løb på en halv skøjte" og lod Justin Bieber score et par gange. Men canadieren, der vel er den største stjerne, der nogensinde har været på isen i Rungsted, har faktisk talent for spillet:

- Man kan godt se, at han har spillet hockey i sine unge dage. Han har noget teknik og fik sat nogle skud op i krogen. Han er en lille tekniker og fik driblet vores målmand et par gange.

Smadret af Justin Bieber

Nikolai Gade er selv kendt for at tackle igennem, men i dag var det ham, der måtte tage imod:

- For at det ikke skal være lyv, så var det faktisk ham, der var efter mig. Han gav mig et ordentligt smæld, så jeg lå med skøjterne op mod loftet. Det er meget sjovt, at jeg kan sige, jeg er blevet smadret af Justin Bieber, slutter Nikolai Gade den spøjse fortælling.

Justin Bieber scorer på Rungsteds målmand Jeff Lerg. Artiklen fortsætter under opslaget.

Justin Bieber bar nummer 32 på blåt hold, og selvom det blev til et par mål, så bliver sandsynligvis en kort fornøjelse i Rungsted-trøjen. Rungsted spiller nemlig tirsdag aften i Herlev, mens Justin Biebers næste koncert er onsdag aften i Antwerpen.

Også Rungsteds facebook-side reklamerer med det fine besøg.

Facebook
Twitter