Kim Staal vender hjem til Herlev

Ishockey-profilen Kim Staal har sammen med to andre profiler skrevet kontrakt med barndomsklubben Herlev.

Kim Staal blev i dag præsenteret i Herlev. (© DR Sporten)

En af dansk ishockeys største profiler nogensinde, Kim Staal, vender nu tilbage til Herlev - klubben hvor det hele begyndte.

Herlev Ishockey har kæmpet for at skaffe kapital til at få klubben tilbage i ligaen efter konkursen for to år siden.

Nu er det lykkedes, og sammen med en ny ligalicens kan klubben præsentere tre store profiler i Thor Dresler, Frederik Storm og så Kim Staal.

Kim Staal er født og opvokset i Herlev og spillede i klubben fra han var fem år til han var 16.

Derefter begyndte et udlandseventyr, der skulle vise sig at vare i 16 år.

Som stor teenager rykkede Staal til svenske Malmø, hvorfra turen gik til Modo, tilbage til Malmø og så til USA og drømmen om NHL.

Det lykkedes aldrig at indfri NHL-drømmen, men det blev til et år i farmerligaen for Milwaukee, inden turen gik tilbage til Sverige og Linköping.

Kim Staal nåede også forbi HV71 i den svenske eliteserie, inden han sidste år vendte tilbage til dansk ishockey, hvor han sammen med Herning blev dansk mester.

Facebook
Twitter