Landsholdets assistent har fået så mange tæv, at han har glemt sin karriere: ’Heldigvis findes det på YouTube’

En vild slåskamp i NHL har smadret store dele af hukommelsen hos Andreas Lilja.

(Foto: Henning Lund)

Det er vinterens sidste dag i 2009. De forsvarende mestre fra Detroit Red Wings er på udebanetur til Tennessee for at møde sydstatens eneste NHL-hold, Nashville Predators - rovdyrene.

Midtvejs i kampen fører hjemmeholdet 5-0, og et nyt angreb blæser ned mod Andreas Liljas forsvarskæde i Detroit. Den svenske forsvarsspiller får mast Nashvilles Shea Weber op ad banden, inden han med et solidt greb om skulderen trækker Nashville-spilleren i isen.

Få sekunder senere er Weber tilbage på skøjterne, inden han går frontalt til angreb på manden, der i dag er assisterende landstræner på det danske landshold, som i næste uge indleder VM i ishockey.

Amerikaneren flår sine handsker af på et splitsekund, før han med venstre hånd tager et solidt greb i kraven på Lilja og bruger den højre til at tordne den ene uppercut efter den næste op i kæben på den forsvarsløse svensker.

Tredje gang knytnæven rammer kæben, går Lilja i knæ på isen, mens den amerikanske kommentator både forbløffet og befippet udbryder: ’Wow!’.

Scenen kunne have udspillet sig i enhver anden NHL-kamp for ti år siden. I den sæson bliver der registreret 734 slagsmål på isen i verdens bedste ishockeyliga, men overfaldet på Andreas Lilja er alligevel noget ekstraordinært.

Svenskeren bliver nemlig tæsket så gevaldigt, at han må sidde ude i et helt år. I dag, 12 år efter, mærker Andreas Lilja stadig, hvad slåskampen har gjort ved hans helbred.

- Jeg husker ingenting fra min karriere. Når jeg ser noget af det på video, kan jeg genkalde det, men spørger du mig ind til noget specifikt, så kan jeg umuligt svare. Jeg husker absolut intet.

- Det er frustrerende, ja. Men det er vel den pris, jeg må betale. Og heldigvis kan jeg altid finde højdepunkterne på YouTube. Derfor vil jeg sige, at de ofre, jeg har gjort ved at være ishockeyspiller, er prisen værd, siger han og fortsætter:

- Men set i bagklogskabens lys var det et fuldstændig håbløst tidspunkt at slås på, fordi vi var så langt bagud. Jeg ville bare have gang i holdet, men jeg fik godt nok en på madkassen.

- Shea Weber er en hård fyr. Og ret stærk, siger Andreas Lilja og smiler.

Du kan dø, Andreas

Trods den alvorlige hovedskade, fortsætter Andreas Lilja med at træne. Han vil tilbage på isen for at hjælpe Detroit Red Wings mod endnu et Stanley Cup-trofæ.

Men hovedpinen vil ikke fortrænge, og han ender med at holde en skadespause på et helt år, før han igen spiller kamp.

- Det havde hjulpet mig, hvis jeg havde hvilet mig, lyder erkendelsen i dag fra Andreas Lilja, der forklarer sin beslutning med, at det var næsten umuligt for ham at sætte karrieren på stand by på daværende tidspunkt.

Han vil spille hockey. Det er dét, han lever for.

Derfor er tanken om en pause næsten mere ulidelig end hovedpinen. Siden han var fire år, har han drømt om at stå på den største scene i USA. Nu er han blandt verdens absolut bedste forsvarsspillere, og står på toppen af sin karriere.

Andreas Lilja spillede 13 sæsoner i NHL. (Foto: Henning Lund)

Han kan ikke stoppe.

Selv ikke, da han får endnu en uppercut fra lægerne, som scanner hans hoved, efter sæsonen er forbi. Venous angioma lyder diagnosen. Blodårerne ligger som en klump på ydersiden af hjernen.

- Lægen siger, at jeg kan dø af det her. Jeg skal stoppe med at spille med det samme. Får jeg en tackling til hovedet, så giver det mig en hjerneblødning. Det er et gigantisk chok, da jeg får den besked. Alligevel er det svært at slippe tanken om, at det selvfølgelig ikke er så slemt, som lægen siger, fortæller han.

Men det er umuligt at overtale holdets læge i Detroit til, at det er en god idé at spille videre. Tre år forinden var holdkammeraten Jiri Fischer faldet om på bænken med hjertestop, fordi en hjertefejl hos tjekken var blevet ignoreret.

Fischer blev genoplivet efter seks minutter, men Andreas Lilja mener alligevel, at den oplevelse kan have påvirket Detroits læge så meget, at han ikke turde tage chancen på ny.

- Hvis der skete noget tilsvarende igen, så ville han miste sin licens. Det lå lidt i min last. For hvad skulle der ske med lægens karriere, hvis jeg døde på banen?

Spiller alligevel videre

Andreas Lilja må derfor selv på jagt efter tre læger, der kan vende tommelfingeren opad til, at diagnosen ikke er nær så slem, som den er blevet udlagt i første omgang.

En mission, der lykkedes. De tre læger konstaterer, at hans hovedpulsårer ikke er en del af hans venous angioma. Derfor vil det 'kun' give ham et epileptisk anfald, hvis blodårerne sprænger i luften efter en tackling.

- That’s it. Så fik jeg lov at spille igen.

Modigt. Men ikke underligt, siger Andreas Lilja.

- Hvorfor jeg ville spille igen?! Det giver sig selv. Der findes ikke noget federe end at spille ishockey, og jeg er midt i prime time i min karriere, siger svenskeren, der vælger at spille videre i yderligere seks sæsoner, da lægerne har sagt ’Go!’.

Trods den alvorlige hovedskade og følgevirkningerne har han fortsat ikke noget imod slåskampe i ishockey.

’Part of the game,’ lyder det fra landsholdets assistent, der samtidig mener, at de handskeløse kampe på isen kan være med til at gøre spillet mindre brutalt.

- Du er uheldig, hvis du får en hjerneskade af at slås. Og jeg tror faktisk, at slåskampene er med til at eliminere mange af de farlige tacklinger i sporten. For hvis de spillere, som laver de voldsomme tacklinger, ved, at de kommer til at stå til ansvar i en slåskamp efterfølgende, så holder de måske lidt igen inde på isen, forklarer han.

Antallet af slåskampe i NHL er de senere år reduceret gevaldigt. I den sæson, hvor Andreas Lilja kom til skade, var der i gennemsnit 0,58 slåskamp per kamp.

For to år siden var det tal faldet til 0,19 slåskamp per kamp.

I dansk ligaishockey og på landsholdene er det ikke tilladt at slås.

Danmark spiller næste lørdag deres første kamp ved VM i ishockey, når de møder Andreas Liljas hjemland, Sverige.

FacebookTwitter